1583.
I denne halvdel af et rige, der markeres ved den hvide cirkelfigur, er organismestrukturen altså i renkultur, hvilket vil sige, at den er hundrede procents i kontakt med væsenets begær og vilje.
Der forekommer i denne halvdel af riget ikke nogen misfornøjelse med livet eller noget ønske om en endnu bedre tilværelse.
Mættelsen af samme rige har endnu ikke kulmineret.
Der er derfor her i væsenets struktur ikke noget, der hedder "det onde" eller "det gode", således som tilfældet uundgåeligt bliver i den sidste halvdel af riget.
Her er rigets særlige idealer oplevet indtil mættelse og skaber derved ikke mere livslyst eller glæde.
Her er det det næste riges særlige struktur og detaljer, der begynder at gøre sig gældende i væsenets længsler.
Og med disse længsler begynder også dets kropskultur at forvandle sig til fordel for det næste riges manifestationer, samtidig med at dens fremtræden i det nuværende riges favør degenererer.
Det er denne bevidsthedstilstand, der hos det jordiske menneske betinger, at der i dettes bevidsthed forekommer det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode".
"Det onde" er således jordmenneskets nuværende riges, hvilket vil sige "dyrerigets", særlige dræbende struktur og love, der er oplevet til mættelse.
Af denne grund forekommer der en stadig voksende lede eller ulyst overfor nævnte love eller struktur.
Det er grundet på nævnte lede eller ulyst, at disse efterhånden betragtes eller erkendes som "det onde".
Tidligere, da jordmenneskene endnu ikke var mættede af disse dyrerigets love og detaljer, opfattedes disse som idealer eller dyder.
Det var jo som før nævnt på disse idealer eller dyder, den nordiske gudelære eller odinsdyrkelse var baseret.
"Det gode" i jordmenneskets bevidsthed er som bekendt humanitetens og næstekærlighedens princip og den heraf følgende fred- og harmonifyldte væremåde, der nu er det eftertragtede ideal og det ny kommende riges fundament (
det rigtige menneskerige).
Begge de to her nævnte mentale tilstande, den dyriske og den menneskelige, er på symbolet henholdsvis markeret ved den mørke og den hvide cirkelfigur.

Symbol 12
Livet og døden