1585. Ligesom dyreriget i sin sidste halvdel i kredsløbet er en mørk sfære, fordi den udgør et riges undergang og et nyt riges fødsel, således udgør alle rigerne i spiralkredsløbet, som vist på symbolet ved de hvide og mørke cirkelfigurer, også hvert især rigets degeneration og det efterfølgende riges begyndende fødsel. Men som allerede tidligere bemærket udgør denne degeneration og fødsel ikke den drastiske, lidelsesfulde og ulykkelige tilstand i de øvrige riger, som den udgør i dyreriget. I nævnte rige er det nemlig et helt spiralkredsløbs degeneration eller undergang og et nyt spiralkredsløbs fødsel, der finder sted, medens det i hvert af de øvrige riger kun er det pågældende riges egne særlige lokale foreteelser, der degenererer og kun det næste lokale riges foreteelser, der holder på at fødes. Medens der i selve dyreriget indenfor jordmenneskets mentalitet forekommer en total omvæltning fra en kontrast til en anden, forekommer der indenfor det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden i virkeligheden kun en gradvis forbedring af den igennem dyrerigets undergang fødte kontrast til dyreriget: "lyset". I disse riger går individet altså ikke således som i dyreriget fra en særlig tilværelsesform og over til dens totale kontrast eller modsætning. Her går væsenet blot fra en lavere eller mere primitiv form af nævnte kontrast eller lys til en fuldkomnere form af det samme lys. Medens dyreriget således er et totalt vendepunkt fra mørket til lyset, er ingen af de førnævnte tre riger noget vendepunkt fra dyreriget til dets modsætning. Ved individets indtrædelse i menneskeriget er det jo færdigt med dyreriget eller det dræbende princip og er derfor kommet i "lyset". Når det går fra menneskeriget til det næste rige, er det ikke en tilbagevenden til den dyriske tilstand eller til en kontrast til menneskeriget, men derimod til en endnu højere udtryksform for menneskeriget eller lyset end den, det ved sin indtræden i menneskeriget tilegnede sig. Indtrædelsen i det næste rige, "visdomsriget" og det herefter følgende rige "den guddommelige verden" er ligeledes en forvandling til en endnu højere manifestationsform for lyset eller kærligheden. Men her kulminerer selve næstekærlighedens princip. Her er den totale mættelse af nævnte princip opnået. Og igennem "salighedsriget" begynder længslerne efter den totale modsætning til næstekærligheden, nemlig det dræbende princip eller mørket. Og dette rige er altså vendepunktet for væsenets vandring i lyset. Herfra vender det tilbage til vandringen i mørket. Men da det daglige liv her er en indvendig verden, idet den udelukkende består af væsenets hukommelsesmateriale eller erindringer fra hele spiralkredsløbets passage, bliver overgangen fra lyset til mørket så mildnet eller af et så formindsket eller mikroskopisk format, at den bliver total smertefri.
      Overgangen foregår altså her på et indvendigt plan, hvor fysiske lidelser og smerter er en umulighed og ikke på et udvendigt plan, således som tilfældet er ved overgangen fra mørket til lyset. Overgangen fra lyset til mørket sker således nærmest i en art drømmetilstand, medens overgangen fra mørket til lyset sker i en realistisk, vågen dagsbevidsthedstilstand. Igennem "salighedsrigets" sidste halvdel, hvilket vil sige: igennem det fysiske mineralrige, og igennem planteriget til vendepunktet og kulminationen af mørket i dyreriget er det centrale i hvert rige altså kun en forbedring eller fuldkommengørelse af det dræbende princip. Disse riger rummer således ikke noget virkeligt vendepunkt for mørket. Vendepunktet for spiralkredsløbets lys til mørke er altså salighedsriget, ligesom spiralkredsløbets vendepunkt fra mørket til lyset er dyreriget. Det må dog her bemærkes, at vendepunktet fra lyset til mørket i den ydre verden må stedfæstes som "den guddommelige verden". Disse to vendepunkter, der jo er selve kulminationerne for lyset og mørket er markeret på symbolets øverste afsnit. Det mørke felt er, som tidligere nævnt, spiralkredsløbets mørke, medens det lyse felt er det samme kredsløbs lys.