Det maskuline væsens sympati for det feminine væsen skyldes dets selvopholdelsesdrift eller kærlighed til sig selv
1597. Kun indenfor et bestemt område er følelserne af en noget blidere karakter, nemlig overfor væsener af det modsatte køn. Men denne omhu er endnu mere "egenkærlighed", end den er "næstekærlighed". Hvis ikke det "maskuline" væsens organiske struktur betingede, at det "feminine" væsen dannede objektet for hele dets interessesfære og således var en medvirkende betingelse for dets egen livslyst og glæde ved at være til, ville de "feminine" væsener være henvist til at være ligeså glimrende mål for det maskuline væsens mordlyst som andre væsener og deres kød og blod en ligeså stor nydelse som alle andre myrdede væseners animalske levninger. Det "feminine" væsen er således en livsbetingelse for nævnte væsen og bliver derved indlemmet i forsvarsområdet for samme væsens eget liv. Denne det "feminine" væsens undtagelse fra det maskuline væsens drabs- og forfølgelsestendens skyldes således ikke en uselvisk kærlighed eller medfølelse, thi en sådan følelse eksisterer ikke i det pågældende væsen. Den vil først komme til at vibrere i dette væsens bryst tusinder af sekler senere i verdensplanens store spiralkredsløb. De "feminine" væseners bevågenhed i det hundrede procents "maskuline" væsens bevidsthed skyldes således i virkeligheden kun det "maskuline" væsens kærlighed til sig selv, deres uundværlighed i dets egen selvopholdelsesdrift.
Tilbage til forsiden
Forrige