1598. Denne "kærlighed" kan altså her kun manifesteres eller udløses i forbindelse med det "feminine" væsen. Dette væsen er en livsbetingelse ligesom føde og læ for vind og vejr. Og vi står her overfor det i egoisme eller selviskhed mest koncentrerede væsen. Hvis ikke der i dette væsen netop var nedlagt den livsvigtige afhængighed af det modsatte køn, ville et sådant væsen være en hundrede procents inkarnation af det dræbende princip, det ville være den virkelige, total altnedbrydende, altdræbende død, åbenbaret i form af et levende væsen. Jorden befolket med sådanne væsener ville være det samme som en klode, hvis fornemste symbol eller sindbillede måtte være "knokkelmanden med leen", eftersom denne dødsfunktionær ville være det eneste levende på kloden. Men så totalt blottet for Guds nærhed er mørket heldigvis ikke. Den evige sætning, "i ham leve, røres og ere vi", gælder også her. Nok er der mørke i det kosmiske spiralkredsløb, så væsenerne i værste tilfælde myrder, dræber og æder hverandres organismer, men netop i kraft af, at der forekommer situationer, hvor det er en livsbetingende nødvendighed at lade det modsatte køns væsener leve, kan mørkezonen ikke blive total eller hundrede procent mørke. Det himmelske lys inkarneret i kød og blod og åbenbaret som et "feminint" væsen skinner her som en yderste lysrefleks af et overjordisk eller himmelsk strålevæld, fra et paradis, en guddommelig have, mørkets væsen engang har forladt. Midt i denne mørke "maskuline" dødssfære, hvor ingen virkelig kærlig tanke kan tænkes, og alt håb om ikke at skulle være føde for andre væsener er ladt ude, hvis man ikke selv myrder eller udrydder disse væsener, er vi således her stedet for den yderste rækkevidde af strålerne fra den evige Faders lysglorie. Det himmelske lys kan altså ikke slukkes. I sandhed, det er ikke blot ved det "yderste hav", at Guds hånd fører og holder væsenet fast, men den evige Fader følger også sin søn gennem det yderste mørke.