Livets Bog, bind 5
I kraft af det seksuelle princips struktur kan forbindelsen mellem Gud og gudesønnen, selv i mørket, ikke afbrydes totalt
1599. Dette, at det "maskuline" væsen er livsbetingende afhængigt af et andet levende væsen (det feminine væsen) og kun kan opleve den højeste livsfølelse igennem foreningen med dette væsen, betinger altså, at det ikke kan komme helt ud i mørket, hvilket igen vil sige, at der ikke kan opstå en total afbrydelse i forbindelsen mellem Guddommen og det levende væsen eller den himmelske Fader og den jordiske søn. Selv om interessen for dets eget selv er altdominerende hos det "maskuline" væsen i renkultur, kan det dog ikke helt udslette det, at måtte tage hensyn til et andet væsen, idet dette andet væsens "feminine" køn er blevet en livsbetingelse og hører med i dets egen selvopholdelsesdrift.