1600. Som vi her har set, bliver det levende væsen eller gudesønnen igennem sin selviske struktur fuldstændig formet om til et mørkets væsen, selv om dets forbindelse med Guddommen ikke kan afbrydes. Med udviklingen af det "maskuline" polorgan og det heraf følgende selviske begærs tilfredsstillelse til en altdominerende livsbetingelse for væsenet, lukkede "paradisets" porte eller "himmeriges rige" sig for den evige gudesøn. Med denne forvandling blev tilværelsen i en overjordisk eller himmelsk verden forbi for "Adam". Den "fortabte" søn vandrede direkte mod dødens zoner, bort fra "livets træ". Og desto større afstanden mellem den bortdragende gudesøn og atmosfæren eller frugterne fra "livets træ" blev, desto mindre næring fik denne gudesøns liv, overjordiske eller himmelske bevidsthed. Og på denne måde sultede gudesønnen således denne sin overjordiske eller kosmiske bevidsthed ud. Erindringen om sin egen høje herkomst og identitet som søn af Guden og som tidens og rummets behersker, identisk med selve evigheden, forsvandt fra den "fortabte" søns vågne dagsbevidsthed. Men blev den himmelske ernæring eller frugterne fra "livets træ" sparsomme, blev frugterne fra "dødens træ", hvilket altså vil sige: "kundskabens træ", så meget desto rigeligere. Væsenet svælgede i nydelsen af materie, i nydelsen af andre væseners kød og blod. Andre væseners fysiske sønderrivelse, lemlæstelse og udslettelse blev den "forlorne" gudesøns daglige livsbetingelse. I hans bevidsthed fandtes ikke mere nogen som helst nåde, barmhjertighed eller skånsel for noget medvæsen med undtagelse af det væsen (væsenet af modsat køn), der jo var nødvendigt i hans egen selvopholdelsesdrift, og igennem hvilket han endnu kunne mærke en lille svag stråle fra et fortidigt, nu ukendt himmelsk eller kosmisk lys. Jorden blev således "forbandet" for dette væsens skyld. Flugt og rædsel var den atmosfære, det med sin kød- og blodhunger spredte over kontinenter og have. Intet væsen kunne mere vide sig sikker. Den "fortabte" gudesøn, det før så strålende væsen, havde fået "djævlebevidsthed". Det er denne eventyrenes "forheksede prins", det overjordiske, himmelske væsen, Guddommens egen søn, der fremtræder for os levende i kød og blod som urskovenes brølende og havenes lydløse "hanrovdyr". Dette "hanrovdyr" er den "døde Adam" i renkultur. Og det er resterne af denne rovdyrpsyke eller "forheksede" kosmiske bevidsthed, der i dag fortolkes i kirker og templer som "det onde", ligesom det er den af denne trolddom frigjorte kosmiske bevidsthedsdel i jordmennesket eller den begyndende "næstekærlighed", der i de samme kirker og templer i dag fortolkes som "det gode".