Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1602

1602. Da det "feminine" princip i renkultur udløser en organisk struktur, der får væsenet til at opleve et livsbetingende begær efter at føle sig tilknyttet et "maskulint" væsen, bliver dette væsen et tilsvarende altbeherskende interesseobjekt i dets daglige liv på samme måde som det "feminine" væsen er interesseobjektet for det "maskuline" væsen. Det bærer således i sig en sult eller hunger, der kun kan mættes eller tilfredsstilles i dette, at blive seksuelt ét med det "maskuline" væsen. Det må således have dette væsen som seksuel livspartner. Det er altså heller ikke godt for "Eva" at være ene. Det "maskuline" væsen er en livsbetingelse for det "feminine" væsen i renkultur, ligesom det "feminine" væsen er en livsbetingelse for det "maskuline" væsen i renkultur. Medens den "maskuline" organstruktur skaber begæret efter at "besidde" et væsen af modsat køn, skaber den "feminine" organstruktur derimod begæret efter at "besiddes" af et væsen af det modsatte køn. Det ligger i den "feminine" organstruktur at udvikle hengivelse for og underkastelse af det "maskuline" væsen. Og det er i kraft af denne mentale indstilling, at det "feminine" væsens eller "kvindens" organisme er af en mere spinkel natur end "mandens". Medens hans organisme er beregnet på at skulle forsvare ægtemagen og afkommet overfor omgivelserne, er "kvindens" organisme mere beregnet på at skulle forsvares, ligesom det jo også er "kvindens" organisme, der er redskabet for fosterets udvikling og ernæring og må naturligvis i denne situation have beskyttelse. Det "feminine" væsen i renkultur er således i virkeligheden helt afhængigt af det "maskuline" væsen. At dette væsen for det "feminine" væsen i renkultur bliver dets hundrede procents interesseobjekt er selvfølgeligt. Og da det samme jo er tilfældet for alle dets "feminine" medvæsener, bliver disse således medbejlere til dette interesseobjekt. Og den kønslige indstilling danner derfor her ligesom hos det "maskuline" væsen grundlaget for nævnte medbejlen og den heraf følgende skinsyge og fornemmelse af "ejendomsret". At fornemme sympati for det modsatte køn og antipati overfor sit eget køn er således den absolut eneste fundamentale praktiske og psykiske strømretning, der eksisterer i hver af de nævnte to seksuelle væsensarter i deres renkultur. Denne deres fornemmelse eller oplevelse af livet er deres livsbetingelse, er deres selvopholdelsesdrift. Det "maskuline" væsen bliver således for det "feminine" væsen den sidste stråle fra den himmel eller det "paradis", de begge engang har forladt. Og til denne lille stråle fra himlen, de hver især udgør for hinanden, klamrer de sig fast. I dens lys omslynger de hinanden. Den er de to væseners himmelske lys eller overjordiske fakkel igennem mørkets sfærer. Den er et genskin af himlen, Guds stråleglorie i dødsrigets zoner. Den er et minde om et væsen, den fortryllede gudesøn eller livseventyrets "forheksede prins" ikke mere kan huske. "Den evige Fader" er forsvundet i glemselens mørke. Han er ikke mere i den troldbundne gudesøns eller "Adams" og "Evas" vågne dagsbevidste tankeområde.

Forrige

Næste