Livets Bog, bind 5
Blodets bånd
1605. Som tidligere berørt er "svangerskabet" ikke færdigt eller forbi med afkommets fysiske fødsel. Selv om det med denne fødsel bliver skilt fysisk ud fra moderens kød og blod eller fysiske legeme, bliver det ikke dermed udskilt fra moderens eller de normale forældres sjæl. Og det er denne sjælelige eller psykiske fostertilstand, som normalt varer til væsenet er voksent og "flyver fra reden", der afslører sin eksistens i form af forældrenes beskyttelsestrang og omhu for afkommet. Det er denne sjælelige sammenknytning af forældre og afkom, der udtrykkes som "blodets bånd" og befordrer "familie-" eller "slægtsfølelsen". Det er dette bånd, der bevirker forældrenes sorg over det mistede afkom og afkommets sorg over mistede forældre.