Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1610

1610. Foreløbig bliver gudesønnens tilstand, ved dette flammesværd, forvandlet fra "dobbeltpolethed" til "enkeltpolethed". Og i samme grad som denne "enkeltpolethed" tager til, mister væsenet sin evne til at være i kontakt med de højeste livslove. Det mister derved en tilsvarende grad af den frihed, som kontakten med disse love netop betinger. Men derved fører den således en ringere og ringere manifestations- og livsoplevelsesevne ind over væsenet. "Forheksningen" af "kongesønnen" (gudesønnen) er i fuld gang. Han forstener og bliver mere og mere ét med materien. Dette begyndende tab af kosmisk frihed er altså en tilsvarende kosmisk fængsling. Den første etape i denne kosmiske fængsling er, som før nævnt, kropsfængslingen, i hvilken væsenets bevægelsesfrihed i rummet i forhold til dets oprindelige psykiske bevægelseskapacitet, selv med de mest moderne trafikmidler, propel- eller reaktionsdrevne luftfartøjer kun er at ligne ved sneglens hastighed i forhold til projektilets. Og med hensyn til væsenets fængsling i "tiden", da har det også kun en meget lille mikroskopisk plet at bevæge sig på, ja, er næsten naglet til stedet. Denne lille plet hedder "nuet". "Nuet" er kun en gnist, et lynglimt af det vældige bål, det selv udgør i form af evigheden. I sandhed, her kulminerer gudesønnen i dødens oplevelse. Evigheden er i ham en kolos uden liv. Hans liv er tusind og atter tusind, ja, er et helt ubegrænset antal af årmillioner, men hans dagsbevidste vågne kendskab til dette hans enorme livsterræn tæller kun timer og dage. Han opfatter sig selv som så og så gammel med den eller den vægt og det eller det metermål. Men hvad er den alder eller vægt og det eller det mål i forhold til evigheden og uendeligheden? – Svinder ikke de største talangivelser ind til en ufattelig lidenhed, ja, til en evigt fortsættende formindskelse, jo mere de holdes op for evighedens ubegrænsethed? – Kan et "kosmisk lig" være mere åbenlyst og urokkeligt manifesteret end netop i denne gudesønnens fysiske og materialistiske erkendelse af sig selv? – Som identisk med evigheden er han af kæmpedimensioner, men hans bevidsthed er forlængst forsvundet i mikrokosmos' usanselige lidenheds mørke og bliver stadig mindre. Kan en dødsproces være mere virkelig? –

Forrige

Næste