1612. Igennem foranstående analyser er vi foreløbig kommet til at se,
at "feminisme" og "maskulinisme" kun er stadier i et kredsløb, som det levende væsen eller gudesønnen må passere i oplevelsen af sit evige liv.
Vi har forstået, at nogle væsener på et givet tidspunkt i nævnte evige liv begyndte at blive "maskuline", medens andre væsener på samme tidspunkt begyndte at blive "feminine".
De "maskuline" væsener kender vi som "hanvæsener", og de "feminine" som "hunvæsener".
Vi forstod også af analyserne, at disse to væsensarter oprindelig var "dobbeltpolede", hvilket vil sige, at de i hvert væsen fremtrædende to seksuelle poler var jævnbyrdige.
I en sådan tilstand kunne væsenet hverken være "han-" eller "hunvæsen" i renkultur.
Og tilværelsen for sådanne væsener måtte da forme sig på en hel anden måde, end den former sig her i den fysiske "hankøns" og "hunkøns" livsoplevelse.
Da det var disse to enpolede tilstande, der udelukkende betingede de pågældende væseners primitive mentale mørketilstand, i hvilken de kulminerer i uvidenhed om deres egen udødelighed og høje identitet som livets, tidens og rummets herre, må det modsatte jo blive tilfældet i de stadier, hvor væsenerne grundet på deres to polers jævnbyrdighed eller balance, ikke eksisterer som specielle "hankøns-" og "hunkønsvæsener".
Da denne modsatte tilværelsesform ikke har hjemsted her på det jordiske plan, vil den, sålænge menneskene her endnu hovedsageligt er enpolede væsener, forblive fantasi eller mystik for dem.
Tilbage til forsiden
Forrige