Hvorledes det jordiske menneskes organiske indstilling til Forsynet bringer det til at danne Guddommen i sit eget billede og verdensaltet til en krigsskueplads mellem onde og gode magter, mellem guder og djævle
1614. Samme tendens afslører altså, at individets inderste væsen opfatter den omgivende natur, ikke som en tilfældigt opstået død masse, men som et levende centrum, som et slags væsen. Men hvordan dette levende centrum eller væsen i virkeligheden er, kan det endnu uindviede menneske ikke gøre sig begribeligt. Og det savner i virkeligheden slet ikke den indvielse eller det kosmiske klarsyn og den heraf følgende kosmiske analyse af Forsynet, som det endnu slet ikke har intellektualitet til at forstå. Derimod må det danne sig en for dets psyke tilfredsstillende forklaring som svar på det brændende spørgsmål, som den indvendige tendens angående Forsynet afføder. Resultatet heraf bliver så, at det nævnte væsen begynder at danne sin egen opfattelse af Forsynet i sit eget billede, hvilket vil sige i det primitive jordmenneskes billede. Det opfatter Forsynet som usynlige eller åndelige levende væsener bag alle former for bevægelse. Det ser en ånd bag stormens og brændingens magt, det ser en ånd i træer og buske, i lyn og torden, i solen og månen osv., kort sagt, det forestiller sig levende, dirigerende magter bag enhver fremtrædende naturkraft. Det jordiske menneske begyndte meget tidligt at skelne imellem disse magter og opfattede dem som "gode" og "onde". De "onde" magter mentes at ligge til grund for alt, hvad der frembragte ulykke og besværligheder for menneskene, medens de "gode" magter mentes at ligge til grund for alt, hvad der befordrer lykke, glæde og velsignelse for de samme væsener. Medens de "onde" magter blandt andet blev kaldt "djævle", blev de "gode" magter på samme måde kaldt "guder". Og med denne indstilling havde det jordiske menneske foreløbig forklaring nok på det store hovedspørgsmål i livet. Nævnte forklaring på årsagen til det "onde" og det "gode" i verden var netop analog med, hvad de selv oplevede i deres daglige liv. De oplevede jo "onde" mennesker (deres fjender) og "gode" mennesker (deres venner). At nogen mental tilstand eller noget liv skulle kunne forme sig anderledes end netop med de to store grundtræk "venskab" og "fjendskab" var ufatteligt for det primitive jordiske menneske. At disse to erfarede grundtræk i det levende væsens liv måtte blive hovedmaterialet eller grundstoffet i den fantasi eller forestilling, det samme primitive menneske måtte danne sig af Forsynet, er således her selvfølgeligt. Forsynet, hvilket altså vil sige: de "gode" magter, blev mentalt set udelukkende modelleret efter det jordiske menneske, udstyret og forskønnet med alle de foreteelser og egenskaber, der af det daværende menneske kunne opfattes som idealer, medens de "onde" magter blev udstyret med alle de rædsler og grusomheder, som det samme menneskes fantasi kunne opfatte af fysisk og psykisk mørke. At der var krig mellem de "onde" og de "gode" magter, mellem "guder" og "djævle", var naturligvis en selvfølge. Man kunne på det daværende trin umuligt forestille sig en tilstand, hvor dette ikke var tilfældet. Hvad skulle vel et dræbende eller morderisk krigsvæsen som jordmennesket netop kunne begrunde en anden form for tilværelse med? –Det var jo ganske udelukket fra at have et sådant materiale. Hine menneskers moral blev da også den kendte dræbende moral, hvis efterdønninger vi kender fra vor nordiske gudelære med gudehjemmet "Valhal" som centrum og hjemsted for en række "gode" guder. Herfra ledede de kampen imod deres fjender "jætterne".
Tilbage til forsiden
Forrige