Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1616

1616. Og med udlevelsen af dette verdensbillede har mennesket nået kulminationen af skabelsen af guddomsbegrebet i dets egen lignelse eller billede. Med dette i skikkelse af et menneske fremtrædende gudebillede går udformningen af gudebilledet eller verdensopfattelsen over i en helt ny epoke. Den gamle udformning af gudebilledet i væsenets eget billede bliver døende. Denne død befordres af menneskenes voksende tvivl på det overleverede, i det ufuldkomne menneskes billede modellerede gudsbegreb eller verdensopfattelse. Og denne tvivl befordres igen af menneskets voksende intelligens, dets tilegnede erfaringer på naturforskningens område. Det begynder at opdage, at naturen er et sammenhængende hele, er en stor enhed, der ikke på nogen måde bliver dirigeret af et på en trone siddende, i højere menneskeskikkelse fremtrædende væsen. Men foreløbig kan det kun skue nævnte enhed i de rent materielle forskningsresultater. Disse resultater giver mennesket en overordentlig stor materialistisk viden. Men denne viden er ikke en helhedsviden, men blot en lokalviden, hvilket i dette tilfælde vil sige: en viden om de rent fysiske foreteelser i verdensaltets struktur. Nævnte viden rummer altså ikke noget sandt kendskab til samme verdensalts psykiske eller åndelige side. Denne psykiske eller åndelige side forbliver derfor mystik der, hvor dens eksistens ikke ligefrem benægtes. Idet mennesket således med den voksende intelligens er blevet indstillet på at forske, og denne forskning kun har kunnet gælde materielle foreteelser, de rent timelige eller forgængelige ting, er det foreløbige resultat af nævnte forskning udelukkende kun blevet fysiske mål- og vægtfacitter. Nævnte viden eller videnskab er således rent hundrede procent materialistisk. Der kan derfor i denne timelighedens videnskab, som er baseret på mål- og vægtfacitter, ikke konstateres noget "evigt" levende væsen, der kan tænkes ligefrem vilje- eller bevidsthedsmæssigt at kunne stå bag ved verdensaltets struktur med alle dens "begyndelse" og "afslutning" underkastede fysiske foreteelser, som forskeren overalt og i alt møder. Noget, der ikke er fysisk, timeligt, kan således for denne materialistisk optagne og indstillede forsker umuligt accepteres på anden måde end som fanatisme, naivitet og overtro og dermed i allerhøjeste grad som "uvidenskabeligt".

Forrige

Næste