Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1618

1618. Da sådanne situationer netop i stor udstrækning opstår, kan materialisten aldrig nogen sinde være helt tryg ved sin materielle viden og kunnen og den heraf opnåede eventuelle sociale position. Og med denne utryghed i forbindelse med, at man på den rent materialistiske viden og kunnen umuligt kan opbygge en virkelig verdenskultur med urokkelig tryghed og velvære for menneskene, bliver det til kendsgerning, at nævnte viden og kunnen ikke er det endelige facit. Man har set, at den i sin kulmination samtidigt har ført til kulminationen af det dræbende princip. Krige og verdenskrige, millionfrembringelser af mere og mere genialt udtænkte mordmaskiner, lige fra den primitive stenøkse til det tyvende århundredes atombombe, er blevet det altoverskyggende interesseobjekt, netop fordi man dermed mente at skabe tryghed eller den såkaldte "varige fred". Men resultatet blev og vil udelukkende vedblive at være dette, at menneskeheden lemlæstet og torteret af sin egen fysiske viden og kunnen som en hob af sultende og frysende, psykisk og legemligt nedbrudte invalider opdager denne sin fysiske, materialistiske videns og kunnens fallit eller utilstrækkelighed i den virkelige beskyttelse af væsenets fuldkomne livsoplevelse eller fremtræden på det materielle tilværelsesplan. Og vi er her ved den situation, der i "Bibelen" er skildret som "lignelsen om den fortabte søn" og som den "død", der skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ" og "udelukkelsen fra livets træ". "Nydelsen af kundskabens træ" er, som vi allerede forlængst igennem tidligere analyser i "Livets Bog" har påvist, det samme som hele den materielle udvikling, de levende væsener har gennemgået fra mineral til plante, fra plante til dyr, og fra dyr til jordmenneske. Ligeledes kender vi også fra de samme analyser, at jordmennesket er et væsen, i hvem de dyriske naturer er blevet "et onde", der giver væsenerne en ulykkelig skæbne og afføder i dem en uimodståelig længsel efter en bedre tilværelse, i hvilken humanitet og kærlighed er førende faktorer.

Forrige

Næste