Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1619

1619. Jordmenneskeheden har nu nydt af "kundskabens træ" i en så overvældende grad, at den er begyndt at blive mættet, er begyndt at føle lede ved al den materialisme. Men igennem den har den udviklet et kolossalt herredømme over materien og kan igennem vældige kraftmaskiner lade elementerne eller naturen arbejde for sig. Nævnte menneskehed sidder således inde med en viden og kunnen, ved hvilken den kan bringe humanitet og kærlighed og dermed glæde og velsignelse til uanede højder af manifestation den dag, den forstår at anvende denne sin intellektualitet i uselviskhedens i stedet for i selviskhedens eller egoismens tjeneste. Og at det netop går denne vej, har det daglige liv forlængst gjort til kendsgerning. Menneskene er ved at blive mætte til overflod af lidelser og besværligheder, af ukærlighed og krig. Og jo stærkere denne mættelse tager til, desto vældigere opstår begæret efter modsætningen, hvilket altså i dette tilfælde vil sige: en lysets tilværelse. Og når det først er en videnskabelig kendsgerning for væsenerne, at en virkelig lysets tilværelse umuligt kan skabes på anden måde end netop ved udelukkende kun at lade den høje materialistiske viden og kunnen, de sidder inde med, befordres af uselviskhed, kan menneskene umuligt blive ved med at betragte det som logisk at handle selvisk. Og med opdagelsen af det ulogiske i en selvisk væremåde opstår kampen for at gøre sig fri af en sådan væremåde, i modsat fald måtte væsenet være abnormt eller unormalt. "Adam" og "Eva", hvilket her vil sige menneskeheden, står altså i dag ved lysets port, ligesom de engang stod ved mørkets port. Og de vil altså ligeså uundgåeligt gå ind igennem denne lysets eller paradisets port, som de engang gik ud af den for at gå ind igennem mørkets og dødens port eller sfærer.

Forrige

Næste