Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1620

1620. Vi har altså igennem "Bibelens" beretning om "Adam" og "Eva" og "den fortabte søn" fået en symbolsk beretning om det levende væsens forvandling. Fundamentet i denne overlevering er dette, at de levende væsener er kommet fra lyset, og måtte ned i mørket for at komme til at kende forskel på "godt" og "ondt" og dermed blive fremtrædende i "Guds billede". Det levende væsen skulle således omformes i "Guds billede efter hans lignelse". Dette "billede" er ikke en fremtræden som et "hanvæsen" eller som et "hunvæsen". Disse to væsensarter er kun midlertidige stadier i den guddommelige skabelsesproces og udgør de særlige redskaber, ved hvilke mørket kan manifesteres og opleves. Dette fremgår da også tydeligt af "Bibelens" beretning om Guds ord til "Adam" og "Eva" i "paradisets have". Blev disse ord ikke netop en indvielse af "Adam" og "Eva" til den mørkets sfære, der skulle blive deres foreløbige livsmål? – Sagde Gud ikke netop til det specielle "hunvæsen", "kvinden" eller "Eva": "Jeg vil meget mangfoldiggøre din kummer og din undfangelse; med smerte skal du føde børn, og din attrå skal være til din mand, men han skal herske over dig." Kvinden er således bestemt til mørke, sorg og lidelse, er dømt til at være sin mands "undersåt". Et væsen, hvis kummer er mangfoldiggjort samtidig med, at det er en undersåt af et andet væsen, som også er ufuldkomment, kan umuligt være "Guds billede". Et sådant væsen kan umuligt besidde den suverænitet eller fuldkomne viljefrihed, på hvilken den fuldkomne gudesøns tilværelse eller åbenbaringen af "Guds billede" er baseret, og som derfor udelukkende må blive til vågen dagsbevidst viden og oplevelse hos "kvinden", før hun kan blive i "Guds lignelse". Men da kan hun ikke mere opfylde Guds bestemmelse med "kvinden" og er da ikke mere noget specielt "hunvæsen", men er blevet et væsen, i hvis mentalitet og væremåde "slangens hoved (egoismens traditioner) er knust", og "Kristi genkomst" eller "den store fødsel" er åbenbaret.

Forrige

Næste