1621. Med hensyn til Guds indvielse af det specielle "hanvæsen", "manden" eller "Adam" hedder det i den bibelske beretning: "Efterdi du lød din hustrus røst og åd af det træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da vorde jorden forbandet for din skyld! Med kummer skal du æde deraf alle dit livs dage. Og den skal bære dig torn og tidsel, og du skal æde urter på marken. I dit ansigts sved skal du æde brødet, indtil du bliver til jord igen, thi du er tagen deraf; thi du er støv, og skal blive til støv igen". – Vi ser her, hvorledes at "hanvæsenet" eller "manden" ligeså umuligt kan være i "Guds billede" som "hunvæsenet" eller "kvinden". Et væsen, der adlyder et andet ufuldkomment væsens opfordring til lovovertrædelse og derved får jorden til at være "forbandet", være en ulykkessfære, en krigszone for individet, hvor egoismens "torne" og "tidsler" florerer om kap med de besværligheder, der betinger, at man kun i sit ansigts sved kan tilegne sig sin føde, kan ikke være i "Guds billede". Og det gør ikke sagen bedre, at væsenet samtidig ligger under for den overtro, at man "var støv", "er støv" og vedblivende "vil være støv" og således tror på døden i stedet for på livet. Hvordan skulle vel et sådant kosmisk dødt eller sjæleligt uformuende væsen, der kun kan sanse "støv", være i "Guds lignelse"? –