Livets Bog, bind 5
Hvad "Guds billede" ikke kan være, og hvad det er
1622. "Guds billede" kan ikke være et billede af ufuldkommenhed, undertrykkelse og afhængighed og sveddryppende kamp for at opretholde livet. "Guds billede" kan heller ikke være et væsen, der avler børn, der myrder hverandre. Det kan ikke være et væsen, hvis liv hele tiden hviler på en af "slangen" "knust hæl", hvilket vil sige: på en fysisk og mental organisme, der hele tiden er så meget inficeret med mørke eller virkninger af overtrædelse af livslovene, at samme væsen aldrig kan fornemme sig tryg, men stadig må leve i smerterne af sine fejltagelser, af sin tro på "slangens" inspiration til lovovertrædelse. Det kan heller ikke være et væsen, hvis liv udelukkende skal være dette, at "knuse slangens hoved", hvilket vil sige: leve i kamp med de fra dyreriget nedarvede lave drifter og anlæg. "Guds billede" kan kun være det af alle lave, dyriske kræfter, drifter og anlæg frigjorte væsen, hvis mentalitet eller kosmiske bevidsthed i fuldkommen suverænitet er ét med det lys, der i form af "Guds ånd" svæver over vandene.