Når "Adam" og "Eva" bliver til væsenet i "Guds billede"
1623. Men "Adam" og "Eva", hvilket i dette tilfælde vil sige: den jordiske menneskehed, er endnu ikke frigjort fra de dyriske traditioner eller begæret efter at "nyde af kundskabens træ". De må derfor stadig befinde sig i en verden eller sfære udenfor den oprindelige lysets eller paradisets have. Deres dyriske, morderiske, egoistiske sindelag ville jo gøre enhver lysets tilværelse umulig, hvis ikke dette var henlagt til en fysisk sfære af ligesindede, af dyriske traditioner eller af egoistiske begær og mordlyst slavelænkede væsener. Her mellem sådanne i større eller mindre dyriske traditioner ligesindede væsener kan "Adam" og "Eva" tilfredsstille deres "nydelse af kundskabens træ" og opnå en fundamental viden om "godt" og "ondt" og dermed blive så dygtiggjorte, at de tilsidst ikke mere bruger deres høje viden og kunnen i selviskhedens eller egoismens tjeneste, men derimod udelukkende kun indstiller sig på at tjene alt og alle og ligesom solen kulminere i udstråling af livgivende kraft for alt levende. Kun på denne måde har det levende væsen mulighed for at dokumentere eller godtgøre sin fremtræden som identisk med "Guds billede efter hans lignelse". Men da er væsenet ikke mere noget "hanvæsen" eller "hunvæsen" og har således mistet de forudsætninger, der betingede deres kulmination i lidelsen, mørket og døden. At det netop er således er selvfølgeligt. Hvordan skulle det levende væsen ellers komme til at få evne til at "elske sin næste som sig selv" og dermed sin Gud over alle ting? –
Tilbage til forsiden
Forrige