1624. Men selv om næstekærligheden således er selvfølgelig for den udviklede forsker eller for menneskehedens store åndelige førere, er det ikke dermed sagt, at den er let at forstå for det mere almindelige menneske. Vi har ganske vist igennem alle de øvrige kapitler og analyser i "Livets Bog" påvist, at det drejer sig om at vænne sig af med det såkaldte "onde" og tilegne sig evnen til at være god, være forstående og tilgivende. Men når man nu trods alt eksisterer som et væsen, der organisk er bygget til kun at kunne elske væsener af modsat køn og derfor føler den største lykke ved at være forenet med eller knyttet til et sådant væsen, kan det virke temmeligt foruroligende at tænke på, at denne lykke ikke skal vare ved. Ja, hvordan skal man ligefrem kunne tro eller opfatte, at dette kan være rigtigt? – Hertil må svaret blive, at dette slet ikke behøver at blive noget trosspørgsmål. Hvis man virkeligt føler sig hundrede procents lykkelig ved sit ægteskab, er det kun udtryk for, at nævnte kommende ny tilværelsesform endnu ikke har noget bud eller nogen tilknytning til en. Ja, i en sådan situation må man, hvis man er en mand, endog kraftigt erindre, at man hører hjemme under den lov, der siger: "Derfor skal manden forlade sin fader og sin moder og blive hos sin hustru, og de skulle være til ét kød". Og hvis man er kvinde, hører man hjemme under den samme lov, der blandt andet siger: "... og din attrå skal være til din mand, men han skal herske over dig". Og er man hundrede procents lykkelig ved at lade sit liv eller sin daglige tilværelse være en opfyldelse heraf, er den bebudede kommende ny livstilstand eller det rigtige menneskerige jo totalt ligegyldigt. Man tilhører da endnu ikke denne væsensart eller dette vordende nye tilværelsesplan og bør da leve i opfyldelsen af Moseloven eller det gamle tilværelsesplans ægteskabelige livsmoral.