Bibelens syndefaldsberetning viser, at verdensgenløsningen og dermed religionerne ikke altid har indprentet mennesket afsky for mørket
1631. Det er tydeligt at se, rent bortset fra naturens egen tale, at det ikke altid har været magtpåliggende at indprente menneskene afsky for mørket. Ja, selve "Bibelen" markerer jo imellem sine linjer for den iagttagsomme læser, at det modsatte netop engang har været gældende. Når man forstår, at det, der ved begrebet "slangen" er udtrykt i "Bibelen", i virkeligheden er intet mindre end selve verdensgenløsningsprincippet, er det ikke vanskeligt at se, at "Evas forførelse" ikke var en "forførelse" i ordets egentlige forstand, men en "vejledning". Viser ikke netop slangens og Evas tale, at det her drejer sig om en udredning af selve tingene, en afklaring af mystik? –Siger slangen ikke til Eva: "Ja, skulle Gud have sagt: I må ikke æde af hvert træ i haven?"Slangen var altså interesseret i Adams og Evas forhold, hvilket vil sige jordmenneskenes forhold. Der har altså været noget, som denne menneskehed har været interesseret i, nemlig dette at komme til at "nyde af kundskabens træ". Hvis ikke der i menneskenes indre havde boet dette begær, ville "slangens forførelse" have været en umulighed. Menneskene længtes altså efter en ny livsopfattelse. Den gamle livsopfattelse var en så vanemæssig selvfølgelighed, at den ikke mere kunne give tanken eller følelsen næring. De var hungrende efter en ny væremåde, en ny moralitet. Men de manglede den autoritet og myndighed, som der altid skal til i situationer, hvor menneskeheden forandrer livsopfattelse og væremåde. De kunne ikke selv klare eller udrede detaljerne i den situation, de befandt sig i. De vidste noget om, at de skulle "dø døden", hvis de fulgte deres hunger eller begær og kastede sig ud i "nydelsen af kundskabens træ". Denne frygt var en hæmning, en gene, en spærring imellem dem selv og den ny væremåde, de hungrede efter. Og da den gamle væremåde absolut måtte være udlevet, thi ellers ville der umuligt kunne være opstået begær efter en ny, ville den ikke mere kunne betyde inspiration og livslykke for dem. Slangens optræden i denne menneskehedens situation kan derfor kun være en guddommelig redning eller frelse. Den friede såvel Adam som Eva fra deres hæmninger. Denne hæmning er netop nærmere præciseret i Evas ord til slangen: "Vi må æde af træers frugt i haven. Men om det træs frugt, som er midt i haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø". Og det er denne hæmning, slangen ophæver med de ord: "I skulle ikke dø døden. Men Gud ved, at hvilken dag I æde deraf, da skulle Eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt". At denne hæmning dermed blev ophævet, udtrykker de efterfølgende ord i beretningen: "Og kvinden så, at træet var godt at æde af, og at det var (hel) lysteligt at se til, og et ønskeligt træ til at få forstand af, så tog hun af dets frugt og åd; og hun gav sin mand også med sig, og han åd."At de i første instans blev lykkelige ved denne deres ny væremåde er således her dokumenteret og bliver yderligere bekræftet igennem alle de former for religiøs kultus, der havde menneskeofringer, mord og drab til højeste idealer. At de senere opdagede, at de var "nøgne" og dækkede sig med "figenblade" (løgnen, usandheden og falskheden) for derefter sluttelig at måtte modtage Guddommens erklæring, oplysning om eller indvielse til mørket er jo kun en overdådig bekræftelse på sandheden i slangens ord. Gud og slangen, hvilket vil sige: Gud og verdensgenløsningen repræsenterer således det mest intime samarbejde. Adam og Eva begyndte virkelig at kende forskel på "godt" og "ondt". I modsat fald var der jo ikke noget at være bange for. Så behøvede de ikke at have benyttet "figenblade" for at dække over det "onde". Det "onde", de ikke kendte, kunne de jo hverken frygte eller skamme sig over.
Tilbage til forsiden
Forrige