1640. Men kan det være logisk at betragte og udtrykke noget, der således igennem en evig rytme, en evig "indånding" og "udånding" manifesterer hundrede procents visdom og kærlighed som en "død" ting, som en blind naturkraft? –Må vi ikke, for at være normale, anerkende enhver foreteelse, der manifesterer visdom og kærlighed, som "et levende væsen"? –Er ikke visdom og kærlighed den allerhøjeste modsætning til tilfældighed og kaos? –Tror man ikke, det er bedst for vor egen psykes skyld at betragte dette evige åndedræt, dette evige livskredsløb, denne alle tings foranderlighed eller vandring mellem kontrasternes eller lysets og mørkets yderpoler, denne åbenbaring af visdom og kærlighed, som en guddoms tilkendegivelse. Hvordan skal man i længden kunne undgå at få denne opfattelse, når den således i sig selv er en daglig oplevelse? –Hvordan kan visdom og kærlighed være et produkt af tilfældighed? –Er visdom og kærlighed ikke netop livets fornemste kendetegn. Indenfor den del af verdensaltet, hvor jordmennesket ser klarest, finder det ikke på at tro eller mene, at visdom og kærlighed er et produkt af en sten, af et mineral, af et hus eller af en samling kemikalier eller andre former for materie. Ja, her diskuterer det overhovedet ikke. Det ved med absolut sikkerhed, at visdom og kærlighed kun kan åbenbares eller manifesteres som et levende væsens livsytringer. Hvorfor skal visdom og kærlighed så ikke netop være det samme der, hvor disse foreteelser kommer til syne, uden at vi ser ophavet? –Når universet igennem kredsløbet eller energiudfoldelsen i sin struktur udløser nøjagtigt et endda meget fuldkomment levende væsens livsytringer, hvorfor skal vi så ikke netop betragte dette som et levende væsen? –En hvilken som helst anden påstand modbevises jo af kredsløbet eller selve energiudløsningen omkring os. Hvorfor holde os til en verdensopfattelse, der er uden logisk begrundelse, når vi lever, røres og er i en verden eller et univers, der i sig selv ved sin identitet med visdom og kærlighed, kun kan eksistere som en eneste stor livsytring eller tilkendegivelse af sig selv som et levende, tænkende og handlende væsen? –Analysen af "den højeste ilds" funktioner, kredsløbet eller vandringen i og imellem lysets og mørkets kulminationer, vandringen mellem sult og mættelse stadfæster således urokkeligt Guddommens eksistens og gør al påstand om tilfældighed til tåbelighed eller overtro, der igen er uvidenhedens eller den kosmiske døds symptomer.
Tilbage til forsiden
Forrige