1642. Men når al bevægelse, al kraftudfoldelse således i virkeligheden kun kan have dette ene absolutte formål at skabe reaktion på sanser, og sanser igen kun kan være mellemleddet imellem det guddommelige noget "X1" eller det altoverlevende evige jeg og bevægelsen, bliver dette jeg således igennem sanserne en kendsgerning. Det er denne kendsgerning, der er vort eget livs oplevelse. Livets oplevelse må således nødvendigvis bestå af et oplevende noget, og noget, der kan opleves, hvilket igen henholdsvis vil sige: jeg og materie. Men for at kunne opleves må materien danne kontraster. Denne kontrastdannelse er organiseret som et kredsløb. Kredsløbets hovedprincip er "forvandling", der igen er det samme som "bevægelse" fra en tilstand til en anden tilstand. Men derved opstår der en markering af mellemrummet mellem to punkter, nemlig mellemrummet mellem den tilstand, bevægelsen udgår fra eller forlader, og den tilstand, den skrider frem imod. Derved kommer bevægelsen, foruden de nævnte to tilstande, således også til at afføde eller skabe "stedbetegnelse". Men en bevægelse mellem to punkter kan være langsom, såvel som den kan være hurtig. Derved kommer den til at markere mellemrum mellem forskellige hastigheder. Det er dette mellemrum, vi kalder "tiden". "Tiden" er således rumbetegnelsen for hastighed. Der, hvor der ingen bevægelse eksisterer, eksisterer der heller ingen markering af hastighed. Og der, hvor der ingen hastighed markeres, ophører "tiden" til fordel for åbenbaringen af – evigheden. Og der, hvor der ingen bevægelse eksisterer, kan der heller ikke opstå nogen markering af noget mellemrum mellem to punkter, hvorved al stedbetegnelse ophører. Men der, hvor der ingen stedbetegnelse er, eksisterer rummet ikke. Her forekommer kun – uendeligheden.
Tilbage til forsiden
Forrige