Det højeste "noget" i vor natur er "evigheden" og "uendeligheden", med hvilket jeget er identisk
1643. Men "evigheden" og "uendeligheden" kan i deres analyse kun udgøre en og samme analyse, nemlig: "et "noget" som er". Vi er her ved den allersidste skanse i livets eller verdensstrukturens analyse. Alle andre foreteelser har vi kunnet flytte, opløse eller sætte på plads, men det her nævnte "noget" kan ikke fjernes eller opløses i nogen som helst form for analyse. Det er og bliver en realitet, som ikke kan gives nogen som helst anden analyse end netop denne, at det eksisterer. Men når det således er den allersidste eksisterende foreteelse eller realitet i verdensstrukturen, må dette "noget" være identisk med det "noget", som har kunnet foretage analysen, hvad skulle dette sidste "noget" ellers være. Vi har jo fuldstændig i kontakt med logikkens love kunnet fjerne eller opløse i analyser alle andre ting som underordnede redskaber, organer eller sanser, ved hvilke dette "noget" manifesterede sig. Og da vi nu har fjernet også disse organer og redskaber, er vi her ved det "noget", der kunne fjerne redskaberne, ja, fjerne tiden og rummet og derved afsløre sig selv som hævet over tid og rum. Men der, hvor der ingen "tid" er, der eksisterer "evigheden". Og der, hvor der intet rum er, eksisterer "uendeligheden". Det højeste "noget" i vor egen natur er således identisk med "evigheden" og "uendeligheden". Denne "evighed" og "uendelighed" er vort eget jegs grundanalyse.
Tilbage til forsiden
Forrige