Behags- og ubehagsfornemmelsernes tilknytning til jeget udgør det levende væsen
1647. Alle reaktioner er begær og tilfredsstillelse af begær, de er "sult-" og "mættelsesprocesser". Men da sult er ubehagsfornemmelse og mættelse er behagsfornemmelse, bliver alle reaktioner således et spil imellem behag og ubehag. Da behagsfornemmelsen er en kontaktudløsning mellem jeget og dets livsoplevelse og derfor fornemmes som velvære, medens ubehagsfornemmelsen er en disharmoni mellem jeget og nævnte oplevelse og fornemmes som smerte, bliver behags- eller velværekulminationen livsoplevelsens højeste trin, medens ubehagskulminationen bliver dens laveste trin. Imellem disse to yderpoler forekommer alle andre grader af behags- og ubehagsfornemmelser eller oplevelser. Og dette ocean af forskellige behags- og ubehagsoplevelser i forbindelse med et jeg udgør selve livet eller det levende væsen. Uden denne tilknytning intet liv, intet levende væsen, men kun et eksisterende "noget, som er". Men her må vi jo erindre "X'ernes" treenighed, der bevirker, at jeget aldrig i nogen som helst situation eksisterer eller kan eksistere udenfor denne tilknytning. Var det uden denne tilknytning, ville det være uden liv. Men når det var uden liv, var det uden bevægelsesevne. Hvordan skulle det da i kraft af en total stilhed kunne komme i gang igen? –Det levende væsens evige væren bliver således også her synlig som en kendsgerning.
Tilbage til forsiden
Forrige