Hankøn og hunkøn udgør hver især kun et "halvkøn". Hvorfor disse to "halvkøn" må forenes i den seksuelle parringsakt
1652. Vi er således her blevet vidne til, at "den højeste ild" fremtræder i tre køn. Men i virkeligheden danner disse tre køn ikke mere end to fuldkomne køn. "Hankøn" og "hunkøn" er nemlig hver især i sig selv kun et "halvkøn". Det er derfor, at disse to køn må forenes i ægteskab eller parringstilstand. Ved parringsakten kan de opnå et vist elementært glimt af det virkelige livs eller en højere tilværelsesforms salighed. Og kun i dette glimts varighed udgør de tilsammen et "helkøn". Og de oplever således en moment- eller lynoplevelse af den fuldkomne livsoplevelse. Denne fuldkomne livsoplevelse er så fremtrædende, at den for individet bliver den altovervejende drivkraft i dets daglige liv. Den bliver ligeså naturnødvendig for dets mentale ligevægt og tilfredsstillelse, som mad og drikke er naturnødvendige for dets fysiske legeme eller organisme. Men da den er så sparsom i sin fremtræden, at den kun kan opleves som en moment- eller lynoplevelse, må væsenet i hele den tid, der ligger udenfor den seksuelle akts kulmination, stadig undvære paradiset eller det virkelige livs salighed. Denne omstændighed gøres endnu mere realistisk i kraft af de overordentlig hårde betingelser, der kræves opfyldte, for at opnåelsen af disse lynglimtsoplevelser af det virkelige livs impuls eller salighed kan blive mulig. Som "halvkønsvæsen" kan individet kun fornemme det virkelige liv igennem en seksuel kontakt med et "halvkønsvæsen" af modsat art, det såkaldte "modsatte køn".
Tilbage til forsiden
Forrige