Hvorledes individets søgen efter oplevelsen af sin egen evige eksistens blev til "selvopholdelsesdrift"
1655. Det vil således her være nødvendigt at huske på, at selv om det levende væsen er en evig realitet, betyder dette ikke noget, hvis ikke det samtidigt kunne gøre denne sin evige væren til oplevelse. Men for at gøre sin evige væren til oplevelse, må nævnte oplevelse skabes eller frembringes. Men frembringelse kan kun ske ved begær og tilfredsstillelse af begær eller sult og mættelse. Og vi ved allerede, hvorledes det levende væsens hele struktur netop er baseret på sult og mættelse. Denne sult og mættelse udløses altså af det evige væsens urbegær, som har sin rod i "X2" eller i overbevidstheden og forplanter sig ned igennem individets underbevidsthed, der igen består af dags- og natbevidstheden. Når nu urbegæret i væsenet betinger, at det levende væsen begærer at opleve sin evige tilværelse, forplanter dette begær sig fra overbevidstheden og ned igennem individets underbevidsthed og bliver i dets dagsbevidsthed til et begær efter at udløse alle de foreteelser, der er en modsætning til det evige liv. Men for at der kan blive virkelig effektivitet i en sådan skabelse, må nævnte urbegær formes om til et begær, hvis opfyldelse er en livsbetingelse. Og således blev individets søgen efter sin egen evige eksistens i første instans til "selvopholdelsesdrift".
Tilbage til forsiden
Forrige