Udviklingen af den kontrast med hvilken individet senere skal markere sin egen evige kosmiske identitet
1656. Men da væsenet er et evigt uforgængeligt individ, er selvopholdelsesdriften ikke en beskyttelse af denne væsenets evige eksistens. Den kan kun være en beskyttelsestendens for noget, der kan gå under, noget, der kan opløses eller tilintetgøres. Det, der ikke kan forgå, behøver ingen beskyttelse. Hvad er det da ved væsenet, der kan gå under, og som iværksætter beskyttelsen eller selvopholdelsesdriften? –Det, der kan gå under ved det levende væsen, hvis det ikke igennem sin selvopholdelsesdrift beskytter det, er dets allerede begyndende kontrastdannelse til sin egen evige tilværelse. Det er denne kontrastdannelse, der efterhånden tager form af individets "selverkendelse". Og det er denne selverkendelse, der igen hæver dyret op fra sin dyriske tilstand til den begyndende jordmenneskelige tilværelse. Men denne selverkendelse er ikke en erkendelse af væsenets evige tilværelse eller identitet med evigheden og uendeligheden. Den er kun erkendelsen af kontrasten til denne dets virkelige identitet. Den er en erkendelse af væsenets fysiske legeme og de hermed forbundne fysiske foreteelser. Dette legeme, og de hermed forbundne foreteelser, erkendes således af væsenet som identiske med dets eget virkelige selv. Og den fysiske verden betragtes som det eneste realistiske tilværelsesplan. Men da både legemet, og de igennem dette legeme oplevede eller sansede foreteelser umuligt kan være andet end "skabte" foreteelser, kan de ikke være identiske med væsenets virkelige eller absolutte evige selv. Det kan kun udtrykke noget, som dette absolutte selv efterhånden har frembragt eller skabt. Og væsenets livsoplevelse bliver så til den illusion, at det er identisk med det skabte legeme, og at det derfor med dettes død, opløsning eller tilintetgørelse selv er ophørt med at være til. Og her, hvor denne oplevelse er den altbeherskende indenfor væsenets selvopholdelsesdrift, har væsenet nået kulminationen eller målet for skabelsen af den kontrast, med hvilken det efterhånden vil blive i stand til at markere sit eget evige liv eller identitet med evigheden og uendeligheden. Men erkendelsen af at være ét med sit fysiske legeme, og at denne erkendelse således udgør det levende væsens totale analyse, er altså det samme som at erkende en død ting som levende, det er at erkende døden i stedet for livet. Men at erkende døden er det samme som at opleve det virkelige livs kontrast. Og dermed er kontrastskabelsen fuldendt. Individet oplever verdensstrukturens mørke.
Tilbage til forsiden
Forrige