Hvad det vil sige at være et kulminerende "halvkønsvæsen"
1657. Det var denne skabelse af kontrasten til det evige liv og dets virkelige love, der var målet med "den højeste ilds" omdannelse af væsenet til "halvkønsvæsen". Denne "halvkønstilstand": "hankøn" og "hunkøn" er altså hver især en kosmisk organisk sanseregulering, ved hvilken individet afskæres fra de åndelige eller kosmiske tilværelsesplaner og dermed fra sin virkelige frigjorte åndstilstand. At være et kulminerende "halvkønsvæsen" er altså det samme som at være et væsen, hvis bevidsthed er bragt ned til et meget latent stadium. I denne tilstands kulmination kan væsenet umuligt sanse kosmisk. Det er i den grad indviklet i og bundet af fysisk materie, at det ikke blot har mistet bevidstheden om sin egen kosmiske identitet og udødelighed og tror om sig selv udelukkende kun at udgøre en forgængelig materiekombination, dannet ved tilfældige kræfters sammenspil, men det har også så at sige mistet bevægelsesfriheden. Den bevægelsesfrihed, det kan præstere på det fysiske plan, er for intet at regne i forhold til den, væsenet har adgang til på det åndelige plan. På det fysiske plan er væsenet således permanent bundet i det tunge fysiske legeme, der i "halvkønsvæsenets" kulmination i særlig grad er en kombination af sten og vand, samt en ringe del luft. Da sten og vand jo er materiens tungeste form, vil en organisme, der i særlig grad består af denne materie, høre til de tungeste i universet. Når et væsens jeg, dets overbevidsthed og åndelige legemer inkarnerer i et sådant legeme, befinder det sig altså i en af de simpleste former for bevægelsesfrihed, et levende væsen kan have. Til denne halvkønstilstand er således knyttet en livsindskrænkning på alle felter. Det er ikke så mærkeligt, at "Bibelens" kosmiske beretninger udtrykker væsenets vandring ind i denne tilstand som en "uddrivelse af paradiset" eller som dette at "dø døden".
Tilbage til forsiden
Forrige