"Halvkønsvæsenet" kan kun opleve den himmelske verden som et sekund af vellystfølelse
1668. Det jordiske menneske er således et væsen, der på grund af sin halvkønstilstand befinder sig i mørkets kulminationszone. Det er kommet til denne zone i kraft af sin udvikling af selvopholdelsesdriften, hvilket igen vil sige: driften til at beskytte sig selv. Til denne selvbeskyttelse hører også den livsvigtige, momentvise oplevelse af paradiset eller den guddommelige lystilværelse, som væsenet, engang før polforvandlingen begyndte at finde sted, levede i. Denne momentvise oplevelse af lystilværelsen er den absolut sidste rest af det virkelige livs oplevelse og kan normalt kun finde sted igennem parringsakten eller væsenets væren "ét kød" med et væsen af det modsatte køn. Denne guddommelige lysoplevelse fremtræder altså her i en umådelig nedsat eller formindsket form. Fra at være en permanent livsoplevelse, en permanent uselvisk kærlighedsforbindelse med alle andre levende væsener er den nu kun et lille svagt lysglimt, der, selv om dette er nok til at gennemsyre legemet i en rus af velværefornemmelse i de sekunder, selve udløsningen finder sted, dog er ganske uden mentale detaljer. Væsenet er her ganske uden nogen intellektuel, dagsbevidst forestilling om denne sin oplevelses kerneanalyse. For væsenet er det kun en livsbetingende tilfredsstillelse af et detaljeløst begær, der kun fornemmes som en "vellystfølelse". Den himmelske verden udgør således her i væsenets halvkønskulmination kun et lille øjebliks "vellystfølelse". For ethvert sådant øjebliks oplevelse af vellystfølelse kan der gå både dage og nætter, hvor individet lever i den fysiske verden og kun er vågen dagsbevidst i de detaljer, der vedrører tilfredsstillelsen af dets øvrige livsbetingende, kropslige begær, såsom føde, beskyttelse imod andre væsener og klimaet. Da denne tilværelsesform i sin kulmination er en hundrede procents kamp på liv og død, vil væsenets hele livsoplevelse med undtagelse af det lille øjeblik, det er "ét kød" med væsenet af modsat køn, således være et absolut uigennemtrængeligt mørke. Hvad livets lysoplevelse (parringsakten) angår, udgør den ikke for væsenet nogen vågen dagsbevidst, kosmisk detaljering. Lysoplevelsen er kun slet og ret "behagsfølelse", analog med behagsfølelsen i nydelsen af et godt måltid mad, men blot i en overdådig, mangedoblet forstærkning. En mindre grad af evne til at opleve lystilværelsen kan ikke eksistere, thi den ville da være så svag, at den ikke kunne betinge kredsløbets fortsættelse. En totaludslettelse ville da finde sted. Men denne udslettelse kan altså på grund af kredsløbets love umuligt eksistere.
Tilbage til forsiden
Forrige