Den højeste ild er alle kontrasters årsag eller det evige liv rodfæstet i jeget
1675. Menneskehedens seksuelle mørkesfære har således sin særlige mission, sit særlige formål at skulle opfylde. Hele problemet, hele mørket er et lidelsesspørgsmål, men derved bliver det samtidig et følelsesspørgsmål, et spørgsmål om oplevelse af behag og ubehag. Men da alle fornemmelser af behag eller ubehag er et følelsesspørgsmål, må vi her tilbage til det levende væsens seksuelle struktur, der jo er hovedsædet for følelse. Vi må således søge ind til den struktur i væsenet, der bærer dets følelsestilstand, hvilket igen vil sige, alle dets sanseevner uden undtagelse. Alle oplevelser, såvel rent fysisk kødelige som mentale eller åndelige, er i sin dybeste analyse "følelse". Det bliver her mere og mere tydeligt at se, hvor overordentlig omfattende "den højeste ild" er i væsenets struktur. Den er selve det evige liv direkte rodfæstet i jeget, med hvilket den i sin højeste instans er identisk. Den er i sin egenskab af bevidsthed jegets evige stråleglorie, dets varme og lys. Dens lysende flamme kan aldrig slukkes, selv om dens fremtræden er en evig tiltagen og aftagen, en evig rytme eller bevægelse mellem to yderpoler fra en mindste- til en størsteudfoldelse og tilbage igen. "Den højeste ild" er jegets evige kosmiske åndedræt. Fra sin mindsteudfoldelse, hvor den kun er osende røg og gnister, vokser den frem til sin størsteudfoldelse, hvor den er et funklende, strålende, klart og altoplysende bål, en sol, der viser jeget i "Guds billede". Herfra formindskes dens flammes klare ild og varme for tilsidst atter kun at være en lille blafrende flamme, indhyllet og fordunklet af røgskyer, slagger og aske. Det er denne "den højeste ilds" rytmiske bevægelse, dens mindste- og størsteudfoldelse, der gør livsoplevelsen til et evigt kredsløb. Det er denne "den højeste ilds" rytmiske struktur igennem væsenerne i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, der ligger til grund for skabelsen af dag og nat, sommer og vinter, sæd og høst, godt og ondt, barndom og manddom, kort sagt, alle eksisterende kontraster. Og når menneskeheden, som vi lige har set, befinder sig i den lidelses- eller ulykkessfære, den drabs- og dødssfære, den uvidenhedens og primitivitetens faldgrube, som tilfældet er, så skyldes det altså kun, at samme menneskehed i sit kosmiske kredsløb passerer "den højeste ilds" mindsteudfoldelsessfære. Der, hvor "den højeste ilds" mindsteudfoldelse finder sted, bliver livet altså til mørke, til lidelse og død, til "dommedag" eller "helvede" for de levende væsener.
Tilbage til forsiden
Forrige