Udsigten fra livets allerhøjeste tinder eller fra Faderens eget udsigtspunkt
1678. Det er muligt, at det her svimler lidt for læseren eller sandhedssøgeren. Men vi er også her på selve livets allerhøjeste tinder. Der findes ingen højere udsigt over universet, evigheden og uendeligheden end netop det punkt, hvorfra vi nu overskuer hele verdensaltet. Vi er på Faderens eget udsigtspunkt. Det er her, det store facit "alt er såre godt", Guds eget syn på livet, universet eller verdensaltet bliver til kendsgerning. Her er individet eller gudesønnen udfriet af den partiskhed for lyset, religionen eller guddomsopfattelsen, der giver sig udslag i en vrangforestilling, en underkendelse af og en indignation imod mørket. Her ses mørket eller "helvede" i sin sande mission som den velsignelse, uden hvilken den guddommelige hånd umuligt ville kunne skabe "mennesket i Guds billede". "Mørket" er således i virkeligheden en velsignelse på samme måde som lyset. Livet ville jo være ligeså umuligt uden mørkets kontrast, som det ville være umuligt uden lysets kontrast. På dette livets højeste udsigtspunkt, vi her befinder os på, ser vi, at der er ingen død. Det, der gjorde "helvede" eller mørket så frygtet, var forestillingen om fortabelse, død og undergang. Men vi ser her, at af alle dem, som "døde" på slagmarkerne eller "døde" for hadets hånd, samt alle dem, som "døde" af andre årsager, sygdom og alderdom, er slet ingen "døde". Det, der opfattedes at være "døden", "helvede" eller mørket, var ikke andet end et "farvestof", et "dekorationsmateriale", "mørk maling", som det udødelige jeg i forbindelse med Guds modellerende og malende hånd bag de døde kroppe benyttede ved udformningen af sit livskunstværk: "mennesket i Guds billede". De døde kroppe, ligene i gravene, er kun høvlspånerne eller affaldsstofferne fra denne guddommelige skabelsesproces, denne guddommelige omformning af mentalitet fra "dyr" til "menneske". Hinsides alle reinkarnationer, organismernes eller legemernes undergang eksisterer det evige jeg med sin ligeså evige overbevidsthed. Her er det, at det eksisterer som identisk med selve evigheden og kan benytte tiden og rummet, lyset og mørket som materiale for sin kosmiske eller overjordiske kolorit eller skabelsen af den lysets stråleglorie, i hvilken det er "ét med Faderen" og udgør "vejen, sandheden og livet".
Tilbage til forsiden
Forrige