1680.
Den enfoldige, for hvem paradisoperationen kun kan opfattes absolut bogstavelig, er ved at forsvinde væk fra jordens overflade.
Og tiden er således kommet, da den guddommelige, inderste sandhed, som er nedlagt i den overleverede bibelske beretning, kan åbenbares for den, "der har øren at høre med," og den, "der har øjne at se med".
Mørket i verden begyndte altså med, at "det ikke var godt for Adam at være ene".
Der, hvor "Adam" befandt sig, var der kun lys og atter lys.
Man kendte ikke noget til mørket, til døden, til "det onde".
Der eksisterede ikke noget "syndefald".
Der herskede fred overalt.
Lammet lå hos løven, og dyrene lod sig kærtegne af "Adam".
At denne beretning også er symbolsk og kun skal udtrykke, at man i "paradiset" var fri for alle de dyriske traditioner, myrderi, overfald, forfølgelse, frygt og bæven og kampen for det daglige brød, er selvfølgelig.
Hvis løver, tigre eller andre rovdyr kun levede for at kærtegne i stedet for at dræbe de dyr, hvis kroppe, kød og blod er en livsbetingelse for dem som føde, kunne de jo hverken være tigre eller udgøre nogen anden form for dræbende og myrdende dyr.
Nej, den bibelske beretning udtrykker altså kort og godt, at Adams omgangsfæller i paradiset kunne ikke være dyr af den struktur, vi kender her på jorden.
Men hvilken anden struktur var det da, de var udstyret med?
–
Ja, det måtte da være en struktur, der ikke betingede den dræbende selvopholdelsesdrift, som dyrene her på jorden er besjælet af.
Men den eneste struktur, der ikke befordrer det dræbende princip eller de dyriske traditioner, er "helkønstilstanden".
I paradiset herskede der fred og lykke, fordi væsenerne her befandt sig som "helkønsvæsener".
Og det er et sådant "helkønsvæsen", vi netop lærer at kende under begrebet "Adam".
I paradiset fandtes der altså ikke nogen "Eva'er".
Det var jo først efter "operationen" på Adam, at et sådant væsen blev til.
Men vi får dog at vide, at paradisets andre væsener, altså Adams medvæsener, ikke var væsener, der repræsenterede de dyriske, dræbende traditioner.
De bliver ganske vist nævnt ved jordiske, dyriske navne; men ud over det har de ikke noget tilfælles med jordiske dyr.
De afviger fra disse ved at have "englebevidsthed".
De kan derfor umuligt være udstyret med anden struktur af den højeste ild end den, der giver "englebevidsthed", nemlig "helkønsstrukturen".