Hvad den bibelske paradisberetning afslører bag sin ydre bogstavform
1681. Men den bibelske beretning har ikke til opgave at belyse de levende væseners førjordiske tid i paradiset eller lyset. Den har kun brugt ord og udtryk, som kan tilfredsstille den enfoldiges behov og overfor den vise, der selv er blevet "vejen, sandheden og livet", afsløre, at man udmærket har vidst besked med livets inderste sammenhæng, dets seksuelle foranderlighed og det heraf følgende evige spiralkredsløb. Den bibelske beretning om mennesket begynder altså med at lade forstå, at der var en "paradisets have", indenfor hvilken væsenerne levede i lyset sammen med Gud, hvis røst lød gennem haven. Og den allerførste skygge i dette overjordiske eller himmelske lys var denne, at "det ikke var godt for Adam at være ene". Der var her en skygge, en lille antydning af mørke. Det levende væsen her kunne trods al den himmelske herlighed alligevel komme til at længes efter noget udenfor lyset, noget der var lysets kontrast. Det kunne begynde at føle en svag anelse af en sult, der ikke kunne tilfredsstilles i paradiset. Mørket kan jo ikke opleves i paradiset. Men det svarer netop til den svage anelse af længsel imod lyset, imod mørkets kontrast, der eksisterer i den fysiske verden. Her i mørkezonen eller "helvede", "dødens" sfære, føler væsenerne også efterhånden en sult, som ikke kan tilfredsstilles gennem dyrerigets eller mørkets traditioner.
Tilbage til forsiden
Forrige