1682. Den bibelske beretning om "paradiset" er altså i virkeligheden en beretning om en zone eller tilværelsessfære, indenfor hvilken væsenerne havde "englebevidsthed", hvilket vil sige: en bevidsthed, der helt opfyldte næstekærlighedsloven som ren automatfunktion. Det var således en bevidsthedstilstand, indenfor hvilken det var en absolut selvfølgelighed for det levende væsen at elske sine omgivelser eller sin næste som sig selv. Det var en bevidsthedstilstand, indenfor hvilken det, vi kender som "det onde", var ufatteligt og umuligt kunne manifesteres. Men et levende væsen, der er et så gennemført udtryk for næstekærlighed, at denne kærlighed er det eneste selvfølgelige i tilværelsen i hele dets opfattelse og udfoldelse, er ikke et dyrisk væsen, er ikke et jordisk menneske, men et overjordisk eller himmelsk væsen. Det er et "englevæsen". Det er et sådant "englevæsen", der udtrykkes ved "Bibelens" "Adam". Adam er således i virkeligheden ikke udtryk for hverken et "hankøns-" eller "hunkønsvæsen". Adam var ikke et væsen, der i nogen som helst retning kunne føle skinsyge eller jalousi. Væsenet "Adam" repræsenterer en livsepoke i spiralkredsløbet, der eksisterede længe før "ægteskabet" blev til. Det bibelske paradis var en zone, der lå totalt udenfor ægteskabets sfære.
Tilbage til forsiden
Forrige