Det bibelske paradis er identisk med "salighedsriget"
1683. Det bibelske paradis er således udtryk for en førjordisk tilværelse. Det er en livsform, der ligger forud for det fysiske livs tilblivelse her på det jordiske, fysiske plan. Og da vi allerede kender spiralkredsløbets seks tilværelsesplaner, er det ikke vanskeligt at finde ud af, at det bibelske paradis eller Adams første tilværelsesområde er det rige eller tilværelsesplan, vi kender som "salighedsriget". Det er altså spiralkredsløbets sjette zone eller sfære. Vi ved også, at denne sfære er baseret på den sjette grundenergi: "hukommelsesenergien". Salighedsrigets detaljer består udelukkende af væsenets erindringer, omformet til "guldkopier". Nævnte rige er således individets absolutte egen indre verden. Som vi ved fra tidligere analyser her i "Livets Bog" angående dette emne, er denne verden udelukkende kun befolket med erindringerne om de væsener og ting, som vedkommende individ har mødt og kendt i den ydre verden. Det har her ikke noget som helst samkvem med de virkelige, levende væsener, erindringerne udtrykker. Den daglige oplevelse i salighedsriget er således ikke en oplevelse af nye væsener og ting, således som tilfældet er på de fem øvrige tilværelsesplaner i kredsløbet. Her i salighedsriget kan ingen som helst oplevelse finde sted, der ikke er en genoplevelse af en af væsenet allerede i den ydre fysiske og åndelige verden oplevet begivenhed. Der vil derfor her i salighedsriget kun eksistere den tid, som er knyttet til væsenets erindringer, hvilket vil sige: de årstal eller tidsbetegnelser, indenfor hvilke de liv blev oplevet i den ydre verden, som det nu genoplever som erindring.