1688. Herefter beretter "Bibelen" meget sparsomt, at "Gud Herren lod Adam falde i en dyb søvn". Hvad er nu det for en søvn, der her kan være tale om? – At det ikke er et almindeligt døgns nattesøvn, gør selve Adams livssituation til kendsgerning. Han var jo slet ikke på det fysiske plan, hvor søvnen har hjemme. Da Adam i realiteten var en "ånd", hvilket her i dette tilfælde vil sige: var et væsen, der endnu ikke var begyndt at inkarnere i den fysiske materie, var der ikke noget fysisk legeme at lade falde i søvn. Der kan derfor kun være tale om en "åndelig" søvn. Og da Adam jo var i sin indre verden og således udelukkende hvilede i sine erindringsoplevelser og ikke havde nogen som helst korrespondance med væsener og ting i den ydre verden, ja, var her ligefrem umanifesteret, turde begrebet "søvn" fra den ydre verden set være et meget rammende eller korrekt udtryk. Adam var virkelig i "hvile". Men "hvile" i den åndelige verden består ligesom hvile på det fysiske plan i, at væsenets bevidsthedskoncentration trækkes tilbage fra dets vågne plan til et indre plan. Ved den fysiske søvn trækkes bevidstheden bort fra det fysiske plan og ind til et åndeligt plan. Men ved den åndelige søvn trækkes bevidstheden bort fra det ydre åndelige plan og ind til individets inderste verden, dets erindringsverden. Og i denne tilstand er det ikke i nogen som helst vågen dagsbevidst, individuel bevidsthedsmanifestation udadtil i den ydre verden. Det har naturligvis sin overbevidsthed med dens indhold af talentkerner for alle dets evner til at manifestere sig i de ydre verdener, men i væsenets kulminerende salighedstilstand er disse ikke fremtrædende i nogen ydre synlig, individuel organisme eller legemstilstand. De er bevidsthedsmæssigt eller tankemæssigt set totalt borte fra hele den ydre verden. Men det betyder naturligvis ikke, at de dermed er forhindrede i at skabe reaktioner i nævnte verden.