1690. Men denne lov om livets mindste- og størsteudfoldelse, dette princip, der betinger al kontrastdannelse, kender vi allerede som identisk med "den højeste ild". Vi ved, at denne ild har sit sæde i det levende væsens seksuelle polstruktur. Og ved et særligt indbyrdes foranderligt forhold mellem disse to poler, den maskuline og den feminine i væsenet, fremkaldes væsenets mindste- og størsteudfoldelse af livsoplevelsen og de heraf følgende tilværelsesplaner i spiralkredsløbet. Med dette overblik over livsoplevelsesstrukturen har vi her let ved at se og forstå den "dybe søvn", som Gud lod Adam falde i. Denne "søvn" kan således, som vi allerede har påvist, udelukkende kun være Adams eller det levende væsens passage af dets egen indre verden, og i hvilken tilstand det kun viser en absolut bevidstløs eller sovende tilstand udadtil imod den ydre verdens tilværelsesplaner. Kan noget i universet eller tilværelsen være mere udtryk for en "dyb søvn" end netop denne væsenets tilstand, hvor det, trods det, at det eksisterer, dog ikke har nogen vågen dagsbevidsthed manifesteret i de ydre verdener og dermed heller ingen som helst bevidst korrespondance eller vekselvirkning med noget som helst andet væsen i tilværelsen? – Denne livets dybeste søvn er altså ikke en fysisk nattesøvn, således som vi kender den inden for den fysiske verden. Den er en særlig livsoplevelsesepoke. Den er det levende væsens passage gennem denne indre verdens område i spiralkredsløbet.