Hvorledes materien afslører det levende væsens ånd
1699. Men hvad er nu det, der kan bevirke, at "mineralmaterie" kan blive til "vegetabilsk" og "animalsk" materie for atter at kunne vende tilbage til mineraltilstanden? –Vi ser jo, at "mineralmaterien" i den daglige tilværelse igennem forskellige processer bliver til "vegetabilsk" og "animalsk" materie, og som sådan bliver materiale for organismedannelse. Men vi ser også, når en organisme "dør", hvorledes den opløses, væskerne "fordamper". Og efterhånden, når organismen er totalt indtørret, er dens materie atter blevet til "mineralmaterie", der underkastes forvitringens lov for atter at overgå i materiens kredsløb, blive til "jord", til kemikalier, til salte, der igen kan være næring og materiale for en ny organismeopbygning. Det viser sig altså som kendsgerning, at der eksisterer en regerende kraft bag stofferne, som er i stand til at udtage og kombinere de og de stoffer i den eller den skikkelse eller hensigtsmæssige organisation. Denne kraft omformer materien til materiale for opbygning af f.eks. hjerte, lunger, lever, nyrer, kirtler, kød, blod og nerver. Den danner af den samme materie organer for syn, hørelse, lugt, smag og følelse, hvilke organer alle uden undtagelse er hensigtsmæssige foreteelser eller redskaber, ved hvilke "et noget" kan opleve og tilkendegive. Men når disse organer opbygges således, at de udelukkende kun kan være redskaber for denne oplevelse og tilkendegivelse, bliver de i sig selv et uomstødeligt bevis for dette "nogets" eksistens. Og denne herigennem åbenbarede kendsgerning bekræfter da således det i alle levende væsener eksisterende viljeførende, tænkende og handlende jeg, som netop ligger til grund for, at vi siger "mit legeme", "mine øjne", "mine ører" og fortsætter denne jegtilkendegivelse med udtrykkene: "Jeg løb", "jeg gik", "jeg var glad" osv. At dette jeg eller "noget" ikke kan være identisk med nogen som helst af kroppens eller organismens organer bliver indlysende, eftersom ethvert af disse, lige fra hjernen og ned til de allermindste kirtelfunktioner, hver især fremtræder som et underordnet redskab, skabt for et formål. Dette formål må have eksisteret, før redskabet blev til, og må da have været tanke eller vilje, men i hvem? –For hjernen kan det ikke have været vilje, da den ligesåvel som alle de øvrige organer i organismen kun kan udtrykkes som underordnet vilje og hensigt og bliver derved synlig som en genstand, der ejes af ophavet til denne vilje og hensigt. Et levende væsen siger således "min hjerne", ligesåvel som det siger "min hånd", "mine øjne" osv. Det, der udtrykker sig som hjernens ophav, må således have været til, før hjernen blev til. Alle det levende væsens organer var jo led i formålet, hensigten eller planen, som altså nødvendigvis må have eksisteret, før den blev til en fysisk realitet. Vi kommer således atter til det uundgåelige, viljeførende og bestemmende "noget" eller jeget og dets tankeverden i det levende væsen. Dette jeg og dets tankeverden kan altså ikke være noget fysisk materielt. Det er kun igennem dets tilkendegivelse, igennem dets beherskelse af den fysiske materie, at det indirekte åbenbarer sig som realitet eller kendsgerning. Dette vil altså sige, at dette jeg og dets tankeverden udgør "det virkeligt levende" i organismen. Da dette ikke er synligt, ja, virker som "immaterielt" på det fysiske plan, er det blevet udtrykt som det levende væsens "ånd".
Tilbage til forsiden
Forrige