1702. Mineralriget vil altså i henhold til foranstående være spiralkredsløbets sovesal. Her er alt vågent, dagsbevidst liv forstummet. Det er trukket tilbage til de levende væseners eller jegernes indre verden, hvilket igen vil sige: deres erindringsverden. De har ingen individuelle eller personlige organismer eller kroppe udadtil i den ydre verden. Her fra denne ydre verden set, såvel fra åndelige som fysiske tilværelsesplaner eller oplevelsessfærer, vil disse væsener være at betragte som "sovende". De er altså kun vågne i deres erindringer. Disse udgør hele deres oplevelsessfære. Men da erindringerne er "guldkopier", og genoplevelsen af disse giver salighedsoplevelse indtil ekstase, og ekstase igen er en overdimensioneret velværefornemmelse, vil det udelukkende kun være igennem denne for rigelige eller overflødige salighedsenergi, at væsenet igen får kraft til at inkarnere i den fysiske materie. Alle bevægelser eller energiprocesser i mineralmaterien er overskudsenergi fra salighedsriget. Mineralriget er således i virkeligheden salighedsrigets ydre manifestation eller tilkendegivelse. Men som nævnt er væsenerne her ikke bevidste i denne deres ydre verden. Omplantningen af overskudsenergien fra ekstasetilstanden til den ydre fysiske materie sker derfor automatisk. Væsenerne er altså fra den ydre verden set at betragte som værende i dyb søvn. Og det er i denne "dybe søvn", vi finder "Adam" på det tidspunkt, da "Evas skabelse" skulle finde sted. Han var i sin dybeste analyse et væsen i sin indre verden. Han havde forlængst udlevet de højere åndelige verdener: "visdomsriget" og "den guddommelige verden" og havde derfor ikke mere nogen organisme for oplevelse af den ydre verden og befandt sig nu udelukkende kun i sin egen indre verden. Hans vågne dagsbevidste liv var genoplevelsen af hans fortid i form af guldkopier eller forherligede erindringer. Adgangen til igen at blive vågen dagsbevidst i den ydre verden kunne kun finde sted igennem "nydelsen af kundskabens træ", en nydelse som altså ikke kunne finde sted i salighedsriget eller det "paradis", hvori han befandt sig, en nydelse som ikke kunne åbenbares igennem en bevidstløs materie. Her måtte skabes en "levende" materie. Ånden måtte inkarnere i den døde materie og dermed give den liv. Der var derfor ikke noget valg for Adam. Han måtte ud af det "paradis", han levede i. Men det var i absolut forstand ikke nogen "synd" eller noget "syndefald", men kun en guddommelig velsignelse, en guddommelig anordning i forbindelse med Adams begær eller hunger efter den ydre verden. Det var på dette tidspunkt og i denne Adams situation, at Gud udtrykte: "Det er ikke godt for mennesket at være ene".
Tilbage til forsiden
Forrige