Livet i lyset eller den højeste verden, som Adam havde gennemlevet
1703. Adam var altså et væsen, der havde levet så længe i lyset, at overholdelsen af lysets love var det altdominerende i hans bevidsthed, ja, så dominerende, at den forlængst var blevet til kulminerende automatfunktion. At den var blevet til kulminerende automatfunktion betød jo igen, at den forlængst, ja, for årmillioner siden ligeledes var ophørt med at være vågen dagsbevidsthed. Den vågne dagsbevidste bekæmpelse af mørket, som er gældende i spiralkredsløbets fysiske verden, eksisterer jo ikke i det samme kredsløbs højeste verdener. Her bliver man ikke hjemmehørende, før man netop har trænet og tilkæmpet sig evnen til at opfylde næstekærlighedsloven, der i virkeligheden er selve loven for livet. Og når man så endelig har tilkæmpet sig nævnte evne og er blevet hjemmehørende i de højeste verdener, bliver beskæftigelsen ikke mere en kamp med mørket, en kamp med de dyriske vaner, en kamp med umoral og dræbende energier. Livet her er en eneste stor blomstring i udvikling af kunstnerisk skabelse eller frembringelse. Denne skabelse, som i virkeligheden er en kærtegnsfrembringelse, er ligeså altdominerende et fundament for livet her på tinderne, som kampen for det daglige brød eller den såkaldte selvopholdelsesdrift er dominerende og altbeherskende på det fysisk-dyriske tilværelsesplan. I lysets regioner eksisterer faren for at sulte og fryse, faren for at blive tyranniseret og undertrykt af andre væsener, faren for at blive offer for andres bagtalelse, misundelse og skinsyge, faren for al slags legemlig og sjælelig usundhed absolut ikke. Alle har her alt, hvad de begærer. Alle er fyldt til randen med glæde og kan ikke fyldes mere. En hvilken som helst form for utilfredshed, misfornøjelse og de deraf følgende konsekvenser: indignation, vrede, sortsyn og livslede kan lige så lidt eksistere her, som tropeplanter kan rodfæste sig i is- og sneregioner. Vi er netop her i det kosmiske kredsløbs strålende sommerregion, hvor al mental varme eller næstekærlighed og den heraf følgende kulminerende glæde og livslyst gennemsyrer og behersker alt og alle i sit evige lys. Her skæmmes livet eller livslykken ikke ved nogen medbejlen til et modsat køn og den heraf følgende dræbende, mentale vinterkulde. Her er væsenernes sympatiske anlæg befordret af en organisk struktur af en sådan fuldkommenhed, at den gennemsyrer væsenet med kærlighed til alt og alle, uafhængigt af køn. Denne organiske struktur afviger altså fra den kendte, jordiske seksuelle struktur, der befordrer de sympatiske anlæg – ikke til fordel for næsten, – men udelukkende til fordel for væsenet selv. Og det er i kraft af tilfredsstillelsen af denne kærlighed til eller sympati for sig selv, at væsenet begærer eller "elsker" det modsatte køn og føler antipati, skinsyge og had til sit eget køn og derved, således som vi allerede har påvist, rummer i sig sæden eller kimene til skabelsen af spiralkredsløbets vinter- eller mørkezone.
Tilbage til forsiden
Forrige