Det bibelske paradis er Adams drøm om oplevelse af materialisme, mørket eller kontrasten til lyset
1706. Her i dette paradis er Adam endnu et overjordisk eller himmelsk væsen. Men han er altså på en måde død for de ydre verdener. Hans erindringsoplevelser her i salighedsriget giver ham ganske vist salighed, men denne salighed er kun en vis form for glæde over i form af erindringer at gense en fortid, der tangerer den kontrastverden, som han nu hungrer efter at komme til at opleve. Men erindringerne fra en fortidig oplevelse af denne kontrastsfære til de himmelske verdener, kan ikke tilfredsstille denne hunger og er heller ikke beregnet på dette. Tværtimod, de er netop kun beregnede på at skulle forstærke hungeren efter den ydre verden. Når erindringerne kan glæde Adam, er det kun, fordi de stammer fra den verden, der nu mere og mere bliver hans interessesfære. Det er ligesom, man her på det fysiske plan tænker sig en person, der længes efter at komme til et fremmed land. En sådan person vil altid være glad ved at læse en bog eller høre andre fortælle lidt om dette forjættede land, men hverken læsningen eller samtalen kan dække den fulde tilfredsstillelse af længslen. Denne kan udelukkende kun tilegnes til fuldkommenhed igennem et virkeligt ophold i landet. Det bibelske paradis er således i virkeligheden kun Adams drøm om materialismen, mørket eller kontrasten til lysets regioner. Men Adam kunne ikke komme til at opleve mørket eller kontrasten til himlen eller paradiset i kraft af blot og bar erindringer om nævnte sfære lige så lidt som i kraft af overjordiske eller himmelske anlæg.