Adam var et i den ydre verden umanifesteret væsen og måtte derfor forvandles for at kunne blive til "mennesket i Guds billede"
1707. Desuden var han jo nu i en verden, hvor han var totalt alene. I salighedsriget er det levende væsen absolut kun bevidst i sin egen fortidige verden eller i de engang oplevede tilstande. Alt i denne verden, væsener og ting, er erindringer. Det eneste virkeligt levende væsen i samme verden er væsenet selv. Det gennemsyrer og beliver hele nævnte verden med sin ånd. Og det er let at forstå, at hvis Adam fra at være et i den ydre verden umanifesteret væsen skulle gøres til et menneske i "Guds billede", måtte der ske en meget væsentlig forandring med ham. Og med henblik på denne omskabelse var det absolut forståeligt, at han først og fremmest måtte ud af denne sin indre verden og sættes i samkvem eller vekselvirkning med andre levende væsener, en vekselvirkning, der netop kunne resultere i næstekærlighedens modsætning, skabelsen af en virkningsfuld kontrast til lyset, i kraft af hvilken dette igen kunne blive til levende, realistisk vågen dagsbevidsthed. Den guddommelige erkendelse af, at det ikke var godt for Adam at være ene, bliver således her begrundet som realistisk virkelighed eller sandhed.
Tilbage til forsiden
Forrige