1708. Her i denne Adams oplevelse af sin indre verden, men totale udelukkelse fra den ydre verden begyndte "Evas skabelse". Her begyndte Guddommen at omforme det "ribben", af hvilket "Eva" skulle fremstå. Hvad var nu det for et "ribben"? –Vil det sige, at alle mænd i dag i virkeligheden ville have haft et ribben mere, hvis ikke "Eva" var blevet skabt? –Nej, overleveringen er ikke skabt for eller beregnet på at skulle udgøre en videnskabelig eller intellektuel, bogstavelig analyse, men derimod en symbolik for begivenhedens virkelige kernepunkt. Terminologien eller den ydre ordform eller sætningsbygning skal ikke give nogen som helst konkret analyse, men derimod symbolsk udtrykke kerneprincippet i det, der skete. Hvad Adams "dybe søvn" betød, har vi allerede klarlagt. Når nu der står, at Gud af Adams ribben dannede Eva, skal det jo bare pointere, at der i Adams organisme eller indre skete en omvæltende forandring, en forandring der helt omdannede Adams tilværelsesform og livsmåde. Adam blev til et helt andet væsen. Hvad var da det i Adams indre, der kunne afstedkomme en sådan forvandling, og som blev udtrykt ved et "ribben"? –Det var selvfølgelig det store hovedorgan i væsenet, som er det eneste, ved hvilket et væsens livsform og struktur kan forvandles eller ændres, nemlig sædet for den højeste ild. Det var Adams eller det levende væsens seksuelle polkonstellation, der i kraft af evige love begyndte at ændres.