1709. Fra at være et seksuelt, dobbeltpolet væsen, fra at være et overjordisk eller himmelsk væsen udenfor "hankøns-" og "hunkønstilstanden", fra at være et væsen, der organisk var skabt til at "elske sin næste", begyndte Adam med ovennævnte ændring nu ganske langsomt at blive til et væsen, der ikke mere kunne elske alt og alle, men kun noget særligt specielt livsbetingende, der fik dets hele bevågenhed, medens alt, hvad der lå her ud over i dets omgivelser, betragtedes som en gene, en hindring for dets eget livs eksistens og derfor måtte bekæmpes. Den elskelige Adam eller det himmelske væsen, der før elskede de levende væsener og gav dem navne og levede i paradisisk skønhed og harmoni med dem, var blevet til et hadende og forfølgende væsen. Dets liv var blevet en "nydelse af kundskabens træ" eller den levemåde, der måtte afføde alle eksisterende former for ulykkelige skæbner, men som til gengæld efterhånden ville give det evnen til at kende forskel på "godt" og "ondt". Dette nye væsen eller denne forvandlede Adam var i absolut forstand det væsen, der udtrykkes ved begrebet "Eva". Det er igennem årtusinder blevet en meget forstenet opfattelse, at "Eva" blot er udtryk for "kvinden" eller væsenet af "hunkøn", men denne opfattelse dækker slet ikke problemet. Efter "Evas skabelse" eksisterede "Adam" slet ikke mere i sin vante form. Han havde jo mistet sit "ribben", hvilket vil sige: sin ene seksuelle polevne. Han var blevet et "enpolet" væsen ligesom "Eva". For at forstå dette helt, må man gøre sig klart, at "Adam" ikke eksisterede i paradiset som det eneste væsen i sin slags. Ligesom alle andre væsener hver især tilhører en flok, race eller art, således tilhørte "Adam" også en race eller art, bestående af myriader af individer. Disse individer var altså modne for den udviklingsproces, der i Bibelen har fået navnet "Evas skabelse". De var kommet til et stadium i deres kosmiske spiralkredsløb, hvor deres fortsatte evige tilværelse kun kunne befordres ved skabelsen af en helt ny livsform eller væremåde, en væremåde der altså måtte være en fuldstændig modsætning eller kontrast til den, der var deres liv eller oplevelsesform i paradiset. Men en væremåde eller livsoplevelse kan kun baseres på organer, idet en hvilken som helst livsoplevelse kun kan eksistere som en organisk funktion. "Evas skabelse" var altså det samme som væsenets omskabelse fra en livsform til en anden. Denne omskabelse bestod i en forvandling af organerne for individets sympatiske anlæg. Hos den art eller race, som begrebet "Adam" i virkeligheden dækker, hændte der det, at den maskuline pol hos nogle væsener stagnerede, blev holdt tilbage i udviklingen til fordel for udviklingen af den feminine pol, der blev den dominerende eller altbestemmende faktor i væsenets liv eller væremåde. Et sådant væsen blev til et "hunkønsvæsen", der i sin højeste fremtræden kulminerer som det væsen, vi kalder "kvinden", og som grundet på manglende viden er blevet opfattet som "Eva". Men princippet "kvinden" eller "hunkøn" kan umuligt dække det, der ligger skjult i eller skete i form af "Evas skabelse". Hvis "Adam" var blevet ved med at være det samme væsen, ville "kvinden" eller "hunkønsvæsenet", seksuelt set, være ligeså fremmed og ligegyldigt et væsen i "Adams" liv som ethvert andet af de mange af havens væsener. Der ville have været en større forskel på "Adam" og "Eva" end den, der er på menneske og dyr. "Eva" ville have været et væsen, der tilhørte en væsensart, det ville have været en total fysisk umulighed for "Adam" at have nogen indre, intim sjælelig udløsning sammen med. Disse to væsener ville umuligt have kunnet opfylde det guddommelige bud at blive "til ét kød". Hvordan skulle "Adam", der i sin paradisiske tilstand ikke var "hankøn", have nogen glæde af et "hunkønsvæsen"? – Og til hvilket formål skulle skabelsen af et "hunkønsvæsen" være, når der ikke eksisterede "hankønsvæsener"? – Måtte disse væsener ikke netop i så fald være skabt til en permanent pinsel, et evigt uophørligt begær, for hvilket der absolut ingen tilfredsstillelse var, en hunger der umuligt kunne mættes? – Og hvis "Adam" var et totalt "hankønsvæsen", var en "mand", måtte hans tilstand i paradiset jo ligeledes have været en oplevelse af en permanent sult eller hunger, for hvilken der ingen mættelse eksisterede, da der jo ingen "kvinder" eller "hunkønsvæsener" forefandtes i nævnte sfære. Paradiset måtte da i så tilfælde være universets "helvede", og den fysiske tilværelse her på jorden dets "himmerige". Men det er jo lige akkurat det modsatte af kendsgerningerne og det modsatte af Guds egen bestemmelse. Bebudede han ikke netop "Adam" og "Eva", at jorden skulle være forbandet og fyldt med megen kummer og smerte både for "Adam" og "Eva"? – Hun skulle føde sine børn med smerte, og han skulle kun i sit ansigts sved kunne æde eller tilegne sig sin føde eller sit brød. At tro, at "Adam" i paradiset var en "mand" eller et "hankønsvæsen", er en overtro, der kun har kunnet få indpas og tilslutning igennem maskuline profeter, der i en altfor dominerende grad har hyldet sit eget køns væsener som skabningens herre, og for hvem "kvinden" egentlig kun var skabt til at skulle være slavinde. Hvad mener man om haremskvinden? – Er hun ikke slave i renkultur med hensyn til sin seksuelle poltilstand eller kvindelige natur? – Hvilken frihed har hun her? – Har "kvinden" ikke i årtusinder været holdt nede i uvidenhed og seksuelt slaveri og ringeagt af det såkaldte "stærke køn", for hvem det ifølge dette køns maskuline, kropslige overlegenhed eller styrke i forhold til "kvindens" fysiske, kropslige tilstand har været en let sag at blive den dominerende? – Og tror man ikke, det er dette domæne, der er skyld i, at "Evas skabelse" kun er berettet som en begivenhed, der kun er til fordel for "manden", altså en tåbelighed, der er ligeså skrigende usand og borte fra virkeligheden, som den overhovedet kan være. At tro, at "Adam" i paradiset var en "mand" eller et "hankønsvæsen" er altså en overtro og selvdyrkelse, som et langt senere væsen lå under for, nemlig den til et "hankønsvæsen" omskabte "Adam" eller det væsen, der i dag er dominerende det fysiske plan som "manden". "Adam" og "manden" er ligeså forskellige som "Adam" og "kvinden". Fra og med "Evas skabelse" eksisterede "Adam" i virkeligheden ikke mere. Det væsen, vi i dag kalder "manden", er ligeså godt et produkt af "Evas skabelse", som "kvinden" er et produkt af denne proces. Ligesom "Eva" blev en fortsættelse af "Adams" eksistens i form af et enpolet væsen, således blev "manden" akkurat på samme måde kun en fortsættelse af "Adams" eksistens i form af et enpolet væsen. Men medens det var den maskuline pol, der blev bundet, og den feminine pol, der var fri hos "kvinden", var det altså omvendt hos "manden". Her var det den feminine pol, der var bundet, og den maskuline der var fri. Og den væsensart, der blev udtrykt under begrebet "Adam" i paradiset, eksisterede ikke mere. Denne art var fra at være et over "hankøn" og "hunkøn" hævet overjordisk eller åndeligt væsen blevet til et i disse to livsformer bundet, jordisk, fysisk væsen.