Hvorfor den bibelske paradisbegivenhed er blevet opfattet som et "onde"
1712. Når hele denne så gennemgribende guddommelige indvielseshistorie i Bibelen og andre religiøse overleveringer er formet som en fortælling om et syndefald og Guds straf herfor, ligesom verdensgenløseren er blevet kaldt den onde eller djævelen, så skyldes det den omstændighed, at overleveringerne først er blevet til på et tidspunkt, der ligger meget sent, ja, så sent, at mandens og kvindens begær efter mørket forlængst var blevet mættet. At skulle blive ved med at opleve begivenheder og ting, man forlængst er mættet af, fører til, at disse begivenheder og ting til sidst kun kan opleves som en lede, medens man derimod vil betragte alt, hvad der selv i mindste måde kan være en modsætning til nævnte lede, som lys, inspiration og livsglæde eller selve paradiset. Profeter og førere, der er ophav til de religiøse overleveringer om menneskets oprindelse, har altså i en overdådig grad været mættet af mørket, men har været uden nogen kosmisk indsigt i livets dybeste struktur og kunne derfor i mørket kun se oplevelsen af en lede, et onde eller noget djævelsk. De kunne kun se menneskene som "syndere", der måtte mishage Guddommen, og som nødvendigvis måtte straffe disse ugudelige og djævlebesatte individer. Der måtte selvfølgeligt være et stort straffested, et helvede, hvor der kunne blive gjort op med disse forbryderiske horder. Man var så hungrende efter lys og kærlighed og så mættet indtil lede ved den dyriske livsform, at man ikke i noget som helst tilfælde kunne se noget godt i den. At disse væsener og førere af menneskeheden blev partiske overfor lyset og favoriserede dette på alle måder, medens de underkendte mørket, blev naturligvis en selvfølge.
Tilbage til forsiden
Forrige