Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1719

1719. Vil man til bunds i ovennævnte mysterium, må man her ligesom overalt, hvor det gælder om at komme direkte til den absolutte sandhed, udvikle sig til at lytte til naturens egen direkte tale. Og af den åbenbaring, man af denne tale bliver skænket, fremgår det absolut ikke, at befrugtningsakten mellem hankøn og hunkøn er noget "syndigt", "urent" eller "djævelsk". Når naturen har givet menneskene øjne at se med og fødder til at bevæge sig ved og hænder til at gribe med, kan det kun være "syndigt" ikke at bruge disse naturens gaver i naturens tjeneste. Kan det være "syndigt" at se, at vandre, at bruge sine hænder, når det er i livets eller naturens favør? – Det må vel være indlysende, at disse gaver ikke er givet af naturen, for at man ikke skal bruge dem og derved underminere naturen eller livet. Når naturen har givet individet evnen til at se, er det udelukkende kun, fordi det dermed har større mulighed for at bevare livet. Når naturen har givet det samme individ evnen til at høre, til at fornemme, til at vandre, kan det jo også kun være, for at det derigennem lettere kan bevare kontakten med livet. Og tror man ikke, det samme gælder hænderne? – Tror man ikke også, at disse er skænket individet af naturen, for at dette derigennem kan bevare og beskytte naturen? Og er det ikke logisk at opfatte alle de øvrige organer, der tilsammen danner det levende væsens fysiske legeme, som beregnede på at være i livets favør? – Er hjerte, lunger, lever og kirtler etc. ikke alle gaver fra naturens hånd, ved hvilke individet kan opleve, befordre og bevare naturen eller livet? – Indtræder der ikke sygdom, smerte, død og undergang overalt, hvor disse naturens gaver ikke bliver brugt i livets favør? – Dør ikke en arm eller en hånd, der bliver bundet fast til legemet og aldrig nogen sinde kan røres eller blive brugt? – Er det samme ikke tilfældet med en fod? – Og har man ikke erfaringer for, at det går akkurat lige sådan med synet? – Hvis man lukker væsener inde i mørke huler, hvor der intet som helst lys findes, vil de efterhånden blive blinde. Man kommer således ikke udenom den omstændighed, at ethvert organ, naturen har skænket os, dør, hvis det ikke bliver brugt i livets tjeneste. Det dør altså ikke blot ved ikke at blive brugt, men det dør også ved at blive brugt imod naturen eller livet. Hvis vi anvender naturens gaver, f.eks. vor egen organisme og hvad dertil hører til at sabotere livet med, saboterer vi os selv. Hvis vi myrder og dræber eller forhindrer liv i at udvikle sig, bliver det først og fremmest ulykke og død, vi befordrer ind i vor egen skæbne. Dette er, hvad naturen selv siger os uafhængigt af hellige bøger, profeter og vismænd, uafhængigt af religiøsitet, kirkegang og andre former for sekterisme og kultus.

Forrige

Næste