Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1722

1722. Da denne overjordiske væremåde, der tilhørte et rige, som ikke var af denne verden, ikke kunne undgå at blive eller være en kendsgerning, måtte denne kærligheds- eller denne guddommelige mentalitets tilstedeværelse i et menneske af kød og blod jo blive mystik for den uvidende samtid. Guddommen måtte på en eller anden måde direkte være med i dette formentlige under. En tømrersvend, en fattig håndværker, ubelæst og udannet og kun opdraget i en fjern, afsides, lille flække langt borte fra de store byer, træder pludselig frem for offentligheden med en mentalitet, der udstråler en visdom, der gik over al forstand, imponerede datidens tolerante lærde og fremkaldte had og forfølgelse hos de intolerante skriftkloge og gejstlige myndigheder. Og da denne mand med den store visdom og den intellektuelle myndighed, hvormed han talte, med stor kraft fremførte eller udtrykte Gud som sin fader, kan det ikke undre, at venligsindede eller tolerante venner og myndigheder senere heri så en løsning på visdomsmysteriet i den ulærde, fattige håndværker fra landet, fra bjergene. Ja, Gud måtte være hans fader. Maria måtte være undfanget af selve Guddommen på en overnaturlig måde. Guds ånd, hvilket vil sige: Guds bevidsthed, måtte have overskygget hende. At Jesus, det ophøjede, store moralske geni, skulle være en søn af Josef var altså utænkeligt. Nej, intet mindre end Guddommen selv direkte kunne være Jesu fader. Og med denne formentlige løsning på mysteriet var man tilfreds. At denne løsning kunne være forkert eller fejlagtig, kunne man absolut ikke fatte. Og samme løsning er da også i dag urokkelig for millioner af den kristne religions mest troende mennesker. Og således kom denne opfattelse i første instans til at hvile på erkendelsen af, at Verdensgenløseren var et overnaturligt væsen, hvis væremåde var selvfølgelig for guder, men uopnåelig for mennesker. Hans væremåde blev derfor ikke den model eller det efterlignelsesideal, det forbillede for menneskelig væremåde, som er nødvendigt for et menneskes udfrielse fra den dyriske, selviske væremåde, der befordrer krig, sorg, lidelse og død. Menneskene måtte derfor uundgåeligt ile mod det ragnarok, det dommedagsopgør, der lige er gået hen over verden, og hvis dønninger endnu martrer menneskeheden jorden over og lader millioner af mennesker leve i fornedrelse, armod, angst og uro eller en tilværelse, der er den varige freds diametrale modsætning.

Forrige

Næste