Jesu liv og fremtræden var "indvielsens" eller "den store fødsels" betingende væremåde
1723. Med hensyn til ovennævnte er det i virkeligheden kun en opfyldelse af selve Verdensgenløserens forudsigelse angående "dommedagen", "de sidste tider", hvor alle skulle komme i krig med alle, og hvor "fårene" skulle skilles fra "bukkene". Verdensgenløseren vidste altså i forvejen, at menneskene slet ikke kunne leve efter hans væremåde. Han vidste, at forskellen imellem hans opfattelse og syn på næsten og menneskenes syn på næsten ikke blot var en viljesforskel, men også var en organisk forskel. Han vidste, at han ikke som de havde hunger efter ægteskab eller tilbedelse af noget væsen af modsat køn, men at han derimod af hele sit hjertes fylde elskede alt levende på en sådan måde, at han umuligt kunne nænne, at noget skulle lide, men at alt skulle være til glæde og velsignelse for alt. Det var denne følelse, der helt og holdent beherskede ham. Den var fundamentet for hans mission, hans liv og væremåde. Og det er netop denne sjælelige tilstand, denne psykiske struktur, der ligger til grund for den proces, der i den religiøse litteratur hedder "indvielse", og her i "Livets Bog" har fået betegnelsen "den store fødsel". Nævnte psykiske eller mentale struktur er produktet af en organisk funktion, der udgør et helt andet udslag af den højeste ild end den ægteskabelige. Denne sympati- eller kærlighedstilstand er lige så fundamental som den ægteskabelige og er ikke en menneskelig opfindelse eller et påfund. Den er en naturlig realitet, et resultat af udvikling på samme måde som syn, hørelse, lugt, smag, kunstnerisk begavelse og andre former for mentale eller bevidsthedsmæssige evner og anlæg.
Tilbage til forsiden
Forrige