Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1724

1724. At det er således, bliver til kendsgerning derigennem, at denne næstekærlighed lige så lidt er en viljesakt som den ægteskabelige. Jordmennesket kan have en udmærket vilje til at ville føle det bedste for alt og alle, men gang på gang kan det ikke magte at praktisere dette sit ønske. Og for hver gang, der således opstår disharmoni mellem viljen og et humant ønske, er det, at væsenet får den reaktion i bevidstheden, vi kalder "samvittighedsnag". Samvittighedsnag er således en fundamental bekræftelse på, at alkærlighedsfølelsen er et organisk produkt, er et udviklingsresultat og ikke en blot og bar viljesakt. Der er vel intet normalt menneske, der tilstræber samvittighedsnag? – Kæmper mennesket ikke med den dårlige samvittighed for at blive den kvit? – Ja, har den ikke undertiden drevet mennesker til selvmord? – Men når udviklingen fører ethvert menneske frem til en tilstand, i hvilken deres organiske struktur afføder i væsenet denne kærlighed til næsten uafhængig af køn, og denne til sidst bliver så stærk, at man ikke kan overtræde dens bud uden at få samvittighedsnag, bliver den i en tiltagende grad det bestemmende for væsenets handlinger. På samme måde bliver den også bestemmende for væsenets begær efter visdom, begær efter en intelligens- eller hjernemæssig udredning af, hvorfor det har denne fra det ægteskabelige afvigende kærlighedstilstand. Det føler sig ikke i nogen som helst situation tilfreds med, at noget i naturen eller livet omkring det bedømmes som "ondt" eller "djævelsk" i kosmisk forstand. Det føler i sit indre, at dette er menneskelig vildfarelse, og at det såkaldte "onde" eller "djævelske" må opfylde et eller andet højere guddommeligt formål i den store verdensplan og derfor hverken kan føre til absolut fortabelse, evig pine, død eller udslettelse. Det føler, at der må være en virkelig retfærdiggørelse af alle mørke foreteelser, ved hvilken de bliver i kontakt med alkærligheden og går op i det store facit: "Alt er såre godt". I denne dets kærlighedstilstand kan væsenet umuligt føle sig tilfreds med noget som helst andet facit. Og herefter bliver hele dets intellektuelle kraft indstillet på at få bekræftet dette facit med absolut vågen dagsbevidst viden.

Forrige

Næste