Den højere kærlighedens vej og den jordmenneskelige primitivitet og mentale urenhed
1727. Man var således af naturen kun skabt til at kunne elske sin ægtemage. Denne form for udløsning af sympati var den eneste fattelige for de endnu stærkt prægede enpolede væsener. Og her havde man tusindårige urokkelige traditioner og love, hvis overtrædelse affødte dødsstraffe for overtræderne. Hvordan skulle en virkelig sympati eller kærlighed udenfor det rent han- og hunkønsmæssige, kærlighed mellem væsener, der ikke var enpolede, kærlighed udenfor det rent dyriske mageprincip, kunne fattes af mennesker, i hvem ejendomsbegæret, besiddelsesretten over væsener af modsat køn, som selvopholdelsesdrift og livsbetingelse, beskyttet af skinsygens og jalousiens beherskelse af viljeføringen, eksisterer som et organisk produkt? –Måtte ikke Kristus med sin frie og over enpolethed hævede alkærlighedsindstilling, sin hjertets sympati for alle væsener, mænd såvel som kvinder, blive et væsen fra en anden verden, være repræsentant for et rige, som ikke var af denne verden? –Ja, er det ikke endog den dag i dag således, at hvis et jordisk menneske viser en intim kærlighed til sin næste og dermed kærlighed til væsener af eget køn, vil det blive mere eller mindre offer for bagtalelsens mest giftige slamsprøjt? –Findes der større og kærkomnere sensationer for alle profanationens og dumhedens repræsentanter end at sprede ud over alle grænser næstens intimeste og helligste sympati- eller kærlighedsforhold eller forhold, der vedrører hans (hendes) seksualisme? –Går den højere kærlighedsvejs første afsnit ikke igennem urene menneskers afsondringer af giftige sladderpøle og stinkende mentale tågemasser? –De har endnu ikke opdaget, at munden ikke skal være en "endetarm", en kanal for udflyden af mentale ekskrementer og stinkende dunster. De har endnu ikke det udviklede menneskes evne til ved hjælp af kosmisk kemi på dunstfri, umærkelig måde at eliminere disse sjælelige forrådnelsesstoffer og giftpartikler. Er det ikke disse af menneskelig dumhed, naivitet og overtro, misundelse og skinsyge affødte stinkende mentale ekskrementer, der har gjort den organiske udvikling af livets fornemste egenskab: næstekærligheden, og dermed kærligheden til sit eget køn, til et mysterium, til noget "djævelsk", til noget "dyrisk", til noget, der i værste tilfælde bør straffes med intet mindre end døden? –Og er det ikke denne sorte overtroens og uvidenhedens mentale tåge, der den dag i dag lægger en klam og kvælende luft om de væsener, der afviger fra flokkens anerkendte traditioner og forestillinger med hensyn til hvem, man må elske, og gør dem til de mest kærkomne objekter for sladderen og ondskaben? –Var det ikke den samme fra flokkens traditioner afvigende kærlighed eller sympati for næsten, uafhængigt af hankøn og hunkøn, der bragte Jesus på korset og andre til bål, guillotine og galge? –Nej, vejen fremad i Jesu fodspor og have ham til model var ikke en dans på roser. Denne vejs symptomer er endnu, snart to tusinde år senere, kun opfattet som "abnormitet", "sygelig tilbøjelighed", "forbrydelse" etc. Og denne opfattelse af kærlighedsmysteriet i det jordiske menneske er ikke mindst gældende indenfor selve kristendommens mest ortodokse myndigheder, autoriteter og menige og har derved i tilsvarende grad gjort disse væsener til forfølgere af den næstekærlighedens begyndende fødsel, som de i virkeligheden har til mission at befordre.
Tilbage til forsiden
Forrige